For den 59-årige Jørgen Hemmer-Larsen fra Varde har det været en lang, sej kamp at få erstatning for, at han på grund af en overset kræfttumor i dag sidder i kørestol.
Det var først efter, at han hyrede en advokat og gik til domstolene, at han fik medhold i, at han var berettiget en erstatning på 700.000 kroner, skriver Politiken.
"Patientklagesystemet hjælper åbenbart ikke patienterne"
Jørgen Hemmer-Larsen rejste to sager. En, hvor han klagede over den lægelige indsats, og en anden, hvori han krævede erstatning for sine varige mén.
Og selvom Jørgen Hemmer-Larsen er lettet over, at han i dag omsider har fået erstatning for 100 procent mén, idet han mistede både ben, hofte og blære, har han mistet tilliden til patientklagesystemet.
I klagesystemet blev han nemlig til at starte med mødt med en klar besked om, at ingen læger havde begået fejl. Den fem måneder lange forsinkelse af hans behandling og den oversete kræfttumor havde heller ikke haft betydning for hans forløb, forlød det.
- Afgørelsen bliver ændret fra ingen kritik til kritik, og jeg går fra ikke at kunne få noget som helst i erstatning til at få 100 procent. Som patient kan man ikke have tillid til det system, siger Jørgen Hemmer-Larsen til Politiken.
I Ankenævnet for Patienterstatningen mener kontorchef Camilla Hammer dog ikke, at Jørgen Hemmer-Larsens sag er et bevis på, at patienter er dårligt stillet.
Hun henviser til, at hans klage har været en kompliceret sag med mange hypotetiske spørgsmål.
- Sagen viser, at der bliver foretaget selvstændige vurderinger i alle instanser. Patienten fik ret i sidste instans, så man kan sige, at systemet virker, siger hun til Politiken.