Jørn Buch oplevede sit livs mareridt, da han sidste år skulle opereres for blærekræft. Han vågnede efter operationen og manglede sit venstre ben. På grund af komplikationer under operationen blev lægerne nød til at amputere benet.
- Jeg er glad for at spille tennis og var ude at træne om søndagen, dagen inden operationen. Som jeg plejer at sige ‘jeg spillede tennis søndag eftermiddag og næste dag var jeg handicappet’, siger Jørn Buch til ekstrabladet.dk.
Jørn fik tilkendt en erstatning på 270.929 kroner, som blev udbetalt i maj sidste år. Men nu skal han betale de mange penge tilbage, fordi Ankenævnet for Patienterstatningen har vurderet,at det var en ”hændelig komplikation”, der ”ikke er tilstrækkelig alvorlig til at udløse erstatning”, skriver ekstrabladet.dk.
- Jeg har allerede brugt erstatningen. For at klare mig, har jeg fået lavet nogle justeringer på mit hus, som jeg i dag alligevel har måttet sælge. Jeg har nu været tvunget til at købe ny bil og ny lejlighed, siger Jørn Buch til ekstrabladet.dk.
Det var ham selv, der valgte at anke erstatningssagen, fordi han håbede på en større erstatning.