I samarbejde med Christina Agger
200-300 mennesker er samlet på Blågårds Plads på Nørrebro i København til en demonstration - mest til fordel for Ungdomshuset, men også for at markere kvindernes internationale kampdag.
En stor del af demonstranterne er kvinder og såkaldte almindelige mennesker - men der er også en del af de klassisk hætteklædte demonstrationer med rod i Ungdomshuset klædt i sort fra top til tå.
- Det er helt fredeligt. Folk sludrer, børn leger på isen, og der bliver spillet afdæmpet musik, fortæller Nyhedsavisens journalist Christina Agger fra Blågårds Plads.
Hun har blandt andet talt med 30-årige Sofie Marie Høegh Nielsen fra Københavns Sydvest-kvarter.
- Jeg er her for at støtte mangfoldigheden. Det er jo en samlet demonstration for kvindernes internationale kampdag og Ungdomshuset. Jeg er ikke kommet i Ungdomshuset, men jeg støtter den mangfoldighed, som der snart ikke er plads til mere, siger hun.
Tror du bliver roligt?
- Det er jeg helt sikker på. Uroen er slut. Jeg tror, at det var de første dages frustration og nogle medløbere, der fik det til at gå galt. Jeg tror, at folk gerne vil vise, at vi kan have forskellige kulturelle sammenkomster, uden at det går galt.
Lidt over seks blev demonstranterne budt velkommen med ordene:
- Nogle plejer at sige, at hver dag er en kampdag for kvinderne. For en gangs skyld kan vi sige det uden, at det er en floskel. For i disse dage er hver dag en kampdag. Ikke bare for kvinderne - men også for Ungdomshuset, blev der sagt fra talerstolen.
- Kampen fortsatter. De har skidt på os og trampet på os - men det er blevet til nogle flotte, farverige og fantasifulde aktioner. Det er godt, at folk får vendt sorgen til noget konstruktivt.
Politiet er mødt talstærkt på i gaderne omkring Blågårds Plads, mens der kun er ganske få betjente og mandskabsvogne på selve pladsen.
Foreløbig er det oplyst, at demonstrationen fortsætter mod Rådhuspladsen klokken 18.30.