Vi skal medtænke køn i det sociale arbejde. Sådan lyder det fra Dansk Kvindesamfund.
Mænd og kvinder reagerer nemlig ikke ens, når det kommer til udsathed, lyder argumentet, som næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Signe Vahlun, kommer med i et debatindlæg i Politiken onsdag.
Hun skriver blandt andet, at kvinder i højere grad end mænd er opvokset med at skulle fremstå pæne og imødekommende, og det betyder, at de lettere bliver overset:
"Der skal være pænt, hvor de bor og opholder sig, og frem for alt skal de se pæne og velplejede ud. Det kan derfor umiddelbart være svært at se, hvornår en kvinde i virkeligheden befinder sig på bunden af samfundet og har desperat brug for hjælp. Hun sidder jo der nyvasket, i rent tøj og med flot lakerede negle," skriver Signe Vahlun i indlægget.
Ifølge Sige Vahlun er det lettere at få øje på mænd, der er udsatte. For ifølge hende, ser de i højere grad usoignerede ud.
Hun mener, det er et problem, at kvinder ofte ikke får hjælp, fordi vi som samfund tror, at alle socialt udsatte reagerer på samme måde, og at dette kan ses med det blotte øje.
"Det er derfor vigtigt, at vi begynder at se på, hvordan kønnene rammes forskelligt af diverse lovgivninger, samt om de tilbud, som gives, er tilstrækkelige, eller om de primært henvender sig til det ene køn – mænd," skriver Signe Vahlun i indlægget.
Hun frygter, hvad der sker, når konsekvenserne af kontanthjælpsloftet bliver en realitet:
"Vi ved, at enlige forsørgere, hvoraf flest er kvinder, rammes hårdest. Og går hun helt i hundene, kan hjælpen være svær at få øje på," skriver hun i indlægget.