Præsident Obama vil indstille Janet Yellen til topposten som centralbankchef i USA, rapporterer flere internationale medier. Dermed står Federal Reserve til at få sin første kvindelige chef i sin 100 år lange historie.
En embedsmand i Det Hvide Hus siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Obama vil offentliggøre sin beslutning onsdag. Det vil formentlig ske klokken 15.00 lokal tid, lyder det.
Den 67-årige og bredt respekterede topøkonom Janet Yellen har været næstformand i centralbanken siden 2010 og er dermed nummer to efter den nuværende chef, Ben Bernanke. Hans embedsperiode udløber 31. januar 2014.
Præsident Obamas kandidat til posten som centralbankchef skal godkendes af Senatets 22 mand store bankkomité, hvor demokraterne har et flertal på to stemmer. Dernæst skal Senatet godkende udnævnelsen.
Demokraterne har flertallet med 54 pladser i Senatet, men en kandidat behøver formentlig omkring 60 stemmer ud af 100 for sig for at undgå procedureproblemer, skriver Reuters.
Wall Street Journal har tidligere skrevet, at Janet Yellen nyder bred opbakning blandt Demokraterne i Senatet.
Hun skal også være økonomernes foretrukne kandidat til Federal Reserve-topposten, da hun har flere års erfaring fra sit arbejde i centralbanken.
Samtidigt lyder forventningen, at det i det store og hele vil være "business as usual" i Federal Reserve, hvis Janet Yellen afløser Ben Bernanke.
/ritzau/