Det er ingen overdrivelse at kalde Maria Torero for en katteperson, for hun bor frivilligt sammen med 175 katte i sin lejlighed.
Sygeplejersken bor i Perus hovedstad Lima, og her har hun indrettet sit private hjem til et hospice for katte, som hun har samlet op i byens gader. Fælles for alle de 175 katte er, at de er uhelbredeligt syge og har brug for både medicin og behandling for at overleve.
Maria Torero forklarer, at hun selv betaler for kattenes medicin og dyrlægehjælp, og hun bruger desuden al sin tid på de 175 patienter. Flere af kattene lider af leukæmi, der er en af de mest udbredte dødsårsager hos katte, mens andre lider af galdesten, vejrtrækningssygdomme eller nyresvigt. Sygeplejersken forsøger at give dem alle som en den bedste behandling og afslutning på livet.
Maria Torero bor desuden sammen med sine tre sønner, der altså må finde sig i at dele lejlighed og deres mors opmærksomhed med de 175 syge katte. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen