Danmark er formentlig et af de steder i verden, hvor donorblod har den højeste kvalitet. Årsagerne er dels de mange frivillige donorer, der, som jeg, løbende afgiver blod til brug for andre. Dels at blodbankerne løbende udelukker donorer, der har en risikoadfærd. Alligevel sker det, at en donor, som uvidende er smittet med smitsom leverbetændelse (hepatitis B og C) eller hiv, slipper igennem nåleøjet. Derfor testes alt blod rutinemæssigt for vira. Problemet er blot, at de nuværende test først kan finde vira i blodet efter tre-fire uger for hiv og helt op til 14 uger for hepatitis C.

NAT-screeningen kan derimod finde spor af sygdomme efter blot en til fire dage. Herved undgås, at omkring 6-8 meget syge danskere hvert år smittes med smitsom leverbetændelse eller hiv. Personer, som på grund af sygdom måske er stærkt afhængige af medicin fremstillet af blod, eller som efter en operation eller lignende vågner op med besked om, at lægerne undervejs har givet flere portioner blod. Kunne vi helt undgå en smitterisiko, ville jeg prioritere dette. Men kan vi kun næsten det, så er det at modtage blod i tryg forvisning om, at alle gør deres for at undgå fejl og smitte, så grundlæggende, at jeg ikke er i tvivl om, at blod SKAL være i centrum, når der prioriteres i sundhedsvæsenet.