MSC Opera er ikke verdens smukkeste krydstogtskib, men til gengæld er det praktisk indrettet. Hun er næsten en kvart kilomter lang og mere end 28 meter bred med plads til lidt over 2.000 passagerer og godt det samme antal personale. Med sine næsten 900 ind- og udvendige kahytter udgør MSC Opera et flydende hotel på ni etager.
De udvendige kahytter er rummelige med et praktisk indrettet toilet, dobbeltseng og en balkon, hvor der er plads til et par stole og et bord. Her sidder man i fred og ro og følger livet på havet eller i havnen. Og netop her sidder vi og ser Venedig glide stille forbi. Først Canal Grande, hvor Rialtobroen er badet i dagens sidste solstråler, og lidt efter Markuspladsen, der drukner i flagrende duer. Den næste uge vil vi flyde med og mod strømmen så langt som til Asiens bagdør – Istanbul – for så at returnere til Casanovas Venedig.
I den italienske havneby Bari landes fisk, mens pilgrimme fra hele verden og en dansk familie som os strømmer til for at besøge julemandens grav i San Nicola-kirken. For i virkeligheden bor julemanden ikke på Grønland. Næh, han er begravet i Bari.
Efter morgenmaden slentrer vi op gennem Baris smalle gader forbi domkirken San Sabino og den smalle port til San Nicola-kirken. Her hviler resterne af den ’oprindelige’ julemand – Sankt Nicola, hvis jordiske rester blev smuglet hertil af søfolk tilbage i 1087. Her dufter lummert af stearinlys, og stemningen er dyster, da vi står som sild i en tønde og betragter Sankt Nicolas grav.
Senere snegler vi os ad Strada Gesuiti tilbage mod skibet, undervejs skrår vi hen over pladsen Piazza Mercantile, hvor fortidens syndere sad lænket til skamstøtten, som skræmmende eksempler på, hvad der ventede byens lovovertrædere.
OL’s vugge
Efter et par dasedage på havet, hvor vi glider ud af Adriaterhavet og ind i det Ioniske Hav, lægger vi til i havnebyen Katakole på halvøen Peloponnes, som er De Olympiske Leges vugge. Her fortsætter rejsen med taxa. Vi kører langs frodige majsmarker, hvor gederne lunter dovent i grøftekanten. og hvidkalkede landejendomme ligger ud til landevejen. Vi fortsætter ned i Ladon-dalen, hvor taxaen vrider sig gennem hårnålesvingene på kanten af dybe kløfter, og hvor poppeltræerne kaster lange skygger.
Vi betaler et par hundrede kroner i entré og fortsætter dagen til fods rundt i de historiske ruiner af det engang så mægtige Olympia. Først ses en række søjler, der oprindeligt bar taget til et gymnasium og på højre hånd Palaistra, skolen for Olympias første brydere. Brydning var ikke den første disciplin på det olympiske program for mere end 3.000 år siden, det var derimod løb og hestevæddeløb med vogn. Men da brydning kom på programmet, vandt det
Fortsættes side 2 hurtigt tilskuernes gunst. Solen brænder, og temperaturen ligger omkring 40 grader, så vi skynder os videre ind i Altis, området som var det helligste område i Olympia. Her stod oprindeligt over 3.000 marmorstatuer af de dengang mest vindende og myteomspundne atleter. Ved foden af Zeus-templet snegler vi os op, så vi kan opleve udsigten ud over den olympiske by og løbebanen. I sandhed et stort historisk øjeblik for en far med hang til det historiske.
Madkaos
Lad det være sagt en gang for alle – som gæst er man en del af et sandt, italiensk krydstogtsdrama, som man skulle tro var iscenesat af mesteren Fellini selv, hvad maden angår.
Vi starter hver dag med morgenmaden og dernæst frokosten, der bliver serveret i cafeteriaet på Toscana-dækket. Her er af uforklarlige årsager for få borde og stole, så man skal derfor være hurtig og fræk som en slagterhund for at finde en plads. De uheldige, de strandede gæster med favnen fuld af mad, glider rundt på må og få. Når det endeligt lykkes at finde et bord, er maden oftest kold.
I madkøerne hersker der anarkistiske tilstande, hvor alle opfører sig efter devisen først til mølle. Her skal man passe på, at man ikke snubler over medrejsende, der på mærkværdig vis lusker sig ind og ud af køerne i en lang overhaling.
Men når det så er sagt, skal det også retfærdigvis siges, at maden er i verdensklasse. Italienerne ved om nogen, at maden er vejen til alles hjerter, og her dufter det derfor herligt af hvidløg og chili, og i buffeten bugner fade med pastaretter, fisk i alverdens varianter, pizzaer, frugt i alle farver og størrelser og desserter, der lokker alle i kaloriefælden.
Dramaet gentager sig ved de to svømmebassiner, hvor der ikke er helt tilstrækkelig plads til de mange badegæster.
Til gengæld er der masser af plads i teatret, hvor der hver aften er international underholdning i topklasse. Dagene og nætterne flyder sammen i et behageligt tempo, hvor de negative oplevelser klart bliver opvejet af udflugterne i dagtimerne og familieråhygge på vores egen terrasse, hvor vi også sidder, da skibet lægger til ved Istanbuls kajanlæg.
Asiens bagdør
Her er en overdøvende larm fra de mange biler, og rundt om skibet krydser store og små både over bugten til Bosporusstrædet.
Igen vælger vi at hyre en taxi, som kører os over til den gamle og historiske del af byen. I Istanbul er taxaerne en billig transportform, men forvent ikke, at chaufførerne forstår meget engelsk, så et kort at pege på kan være en rigtig god hjælp. Og et sted, det er værd at pege på, er Hagia Sophia.
Hagia Sophia stod færdigt i 537. I dag er den oprindelige kirke et museum og en velsmurt turistattraktion, som koster næsten 100 kroner i entre.
Indenfor venter der til gengæld en enestående historisk og arkitektonisk oplevelse, som i hovedskibet, hvor blødt lys falder ind ad vinduerne og oplyser kuplen, der oprindeligt var dækket af 30 millioner mosaikstykker af bladguld.
Atter ude af Hagia Sophia er det umuligt ikke at opdage – og blive overvældet af – Istanbuls ubestridt største hovedattraktion, Den blå Moské. Hver fredag samler den flere end 50.000 muslimer til bøn i det mere end 40 meter høje bederum, hvor gulvet er dækket af tusindvis af smukke bedetæpper.
Uden for Den blå Moské går vi via den lille, hyggelige og frodige park over til busholdepladsen, hvor vores taxi venter. Som alle andre turister bliver vi undervejs overfaldet af alverdens gadesælgere, der tilbyder os ægte tæpper, vandpiber, guld og grønne skove. Vi lader os overtale til at spise grillede majs, der sirligt bliver tilberedt af en ældre mand.
På vej tilbage ned gennem de smalle gader, der forgrener sig ud i den tidligere tyrkiske hovedstad, får vi øje på MSC Opera nede i bugten ved kajen. Herfra syner skibet ikke af meget, blot et hvidt, nietagers skrog omgivet af højhuse og moskéer. Og det er præsis det, et krydstogtskib er – en detalje i forhold til omgivelserne. Det er de mange overvældende og oftest historiske oplevelser, som man hver dag sejler i møde, der udgør ferieoplevelsen. Skibet er en behagelig oase, hvor man bliver opvartet fra morgenstunden, til man atter lægger hovedet på puden, alt i mens man vugger frem til endnu en unik seværdighed.