Danmarks kommende konge og kongen i dansk fodbold dukkede tirsdag uventet op ved Red Barnet-projektet "Plads til Alle" i Helsingør.
Det beretter Frederiksborg Amts Avis.
Med sig havde kronprins Frederik og den danske fodboldstjerne, Christian Eriksen, fodboldspillerne Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Pione Sisto.
Kronprins Frederik er protektor for Red Barnet, så den lå lige til højrebenet for kronprinsen, at tage fire fodboldstjerner med fra landsholdslejren. Det danske fodboldlandshold forbereder sig nemlig i Helsingør til VM-slutrunden i Rusland.
Det prominente besøg skabte glæde hos børnene og stolthed hos arrangørerne, som satte stor pris på kronprinsens umiddelbarhed i samspillet med børnene:
- Og den ro, han formår at udvise i samværet med dem. Det er et stort skulderklap for os, at kronprinsen sammen med landsholdsspillerne på denne måde har vist projektet deres bevågenhed, siger Nathalie Bøgelund Nielsen, projektleder på "Plads til Alle" i Helsingør, til Frederiksborg Amts Avis.
"Plads til Alle" projektet i Helsingør er et helt særligt samarbejdsprojekt mellem Helsingør kommune, DBU Sjælland, Red Barnet og Lauritzen Fonden.