"Jeg er rigtig glad for at have lært dig at kende, og jeg kan kun sige, at du er et af de bedste mennesker, jeg har kendt i mit liv. Og så er du vores kommende konge! Det er jeg glad for og stolt over".
Sådan indleder sanger og sangskriveren Maria Montell et personligt brev til kronprins Frederik. Brevet bringes i Alt for Damerne og er en af i alt ti fødselsdagshilsener fra kendte danskere.
Maria Montell var kæreste med kronprinsen i et par år i halvfemserne, og er i dag gift og har tre børn med filmmanden Tomas Villum Jensen, mens kronprins Frederik, som bekendt, er gift og har fire børn med kronprinsesse Mary.
Marie Montell og kronprins Frederik har holdt forbindelsen og er i dag venner. Det fremgår tydeligt af brevet.
"Frederik, du er SÅ meget dig selv, og jeg kan se nu, at du med alderen virkelig tør være og stå ved, hvem du er. Det klæder dig at blive ældre, og det klæder dig at have en stor familie og den smukkeste hustru", fortsætter Maria Montell sin hilsen.
Hun kalder kronprisen for "jordnær" og beskriver en oplevelse, hvor de på en tur i åben sportsvogn langs vandet i Nordsjælland har besluttet "at være ganske almindelige mennesker", "bare være frie og uden bekymringer for, hvad fremtiden måtte bringe".
Maria Montell slutter sin hilsen med et håb og ønsker om, at kronprins Frederik fortsat vil tage sådanne øjeblikke med sig i livet.
Udover Maria Motell er der personlige breve fra Ellen Hillingsø, Minik Rosing, Kathrine Lilleør, Natasja Crone, Hella Joof, Stine Jørgensen, Kathrine Ærtebjerg, Chris Minh Doky og Alex Nyborg Madsen.
Kronprinsen var forleden i radioen sammen med netop Alex Nyborg Madsen og tv-manden Anders Agger til en snak om musik, som er kronprinsens store lidenskab.
Det var ikke første gang Alex Nyborg Madsen og kronprinsen vendte plader i DR's studier. Første gang var kort før jul i 1995.