Michael Krohn-Dehli scorede kampens sidste mål, da Sevilla lørdag vandt 2-0 hjemme over Deportivo La Coruña i Primera Division i Spanien.
Det var den danske fodboldspillers første mål for Sevilla i 22 måneder.
I foråret 2016 kom Michael Krohn-Dehli slemt til skade med sit knæ under en kamp, og han måtte sidde ude i et års tid.
Cirka ti minutter før tid sparkede danskeren til bolden fra en position uden for straffesparksfeltet, og bolden gik i mål.
Det hører dog med, at Deportivo-målmand Ruben Martinez så meget skidt ud, da bolden røg under ham.
Michael Krohn-Dehli var blevet sendt på banen midt i anden halvleg.
Sevilla er fortsat uden Simon Kjær.
Klubben har 28 point for 14 kampe i Primera Division.
/ritzau/