En formodet våbensmugler skal nu udleveres fra Kroatien til Danmark.
Betjente fra Sydøstjyllands Politi er taget til Kroatien for at hente manden, som sigtes for at have deltaget i indsmuglingen af fire skarpladte AK 47-geværer og to pistoler.
Fredag ventes manden at ankomme til Danmark, hvorefter han om eftermiddagen fremstilles i grundlovsforhør i Kolding, oplyser politiet til Ritzau.
- Vi mener, at han er den virkelige hovedmand, siger advokaturchef Klaus Lauridsen om den sigtede kroat.
I marts blev tre andre personer dømt i sagen, som begyndte i august sidste år, da våbenlageret blev afsløret under en ransagning i Kolding.
De seks skydevåben menes indsmuglet fra Balkan.
De danske myndigheder har for længe siden udfærdiget en europæisk arrestordre vedrørende den person, som nu udleveres.
Og arrestordren blev prompte effektueret af myndighederne i Kroatien 1. juli - altså på selve den dag, landet blev medlem af EU.
Under retssagen i marts i Kolding blev en kvinde idømt et års fængsel, mens hendes søn fik en kortere straf. En fjerde tiltalt blev frifundet.
Sagen har været efterforsket af Sydøstjyllands Politi i et samarbejde med Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.
/ritzau/