Udlændingecenter Ellebæk har den seneste uge fået hård kritik af Europarådets komité til forebyggelse af tortur (CPT). Det skete, efter at komitéen på baggrund af en rapport konkluderede, at centeret "slet ikke egner sig til mennesker".
Men nu vender eksperter kritik mod komitéen og rapporten om udlændingecenteret.
Det skriver Berlingske.
Ifølge eksperterne bygger rapportens anbefalinger på et meget spinkelt grundlag.
Det gælder blandt andet, når kun en enkelt indsat har fortalt om et enkelt voldeligt overfald.
Samtidig er det særligt kritisabelt, at anbefalingerne udelukkende beror på den ene parts påstande - altså de afviste migranter. Og at man altså ikke har hørt de ansattes forklaring, lyder det.
- Det er absolut rimeligt, at komitéen undersøger de psykiske aspekter af at bo på Ellebæk. Men den manglende høring af personalet strider klart med den måde, vi normalt udarbejder rapporter på i Danmark.
- Der ville vi altid som grundprincip indhente kommentar fra den anklagede inden publicering, siger centerleder og forsker i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch til Berlingske.
Han tilføjer endvidere, at det er "problematisk" og "ensidigt".
I Ellebæk placerer man afviste asylansøgere, som ikke vil rejse hjem. Udlændingeloven gør det muligt at benytte "motivationsfremmende frihedsberøvelse".
Rapporten fra toturkomitéen kritiserer blandt andet centrets manglende toiletter og utilstrækkelige sundhedstilbud. Men også bæltefikseringer og stærkt begrænset adgang til fri luft nævnes.
Roger Buch forklarer over for avisen, at man som udgangspunkt altid vil høre alle parter af etiske hensyn, af hensyn til retssikkerheden og for at sikre den korrekte konklusion.
Og netop udlægningen var blevet mere nuanceret, hvis myndighederne havde haft mulighed for at svare. Det mener seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing.
- Det er jo påstande, og det skriver komitéen også. Men selvfølgelig står anklagerne nu sort på hvidt, og de ansatte på Ellebæk har ikke fået deres forklaring med i rapporten.
- Derfor er anklagerne ensidige og skal tages med et gran salt, siger han til Berlingske.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra torturkomitéen. Den har dog ikke ønsket at kommentere eksperternes kritik, skriver avisen.
/ritzau/