Pension Skejby har fået bevis for, at deres metode, hvor kriminelle bor sammen med ikke-kriminelle, virker. For få måneders siden viste forskningsprojektet »En evaluering af Pension Skejby - et socialt eksperiment«, at sandsynligheden for at falde tilbage i kriminalitet er 21 procent lavere for de dømte på Pension Skejby end for afsonere andre steder. Og dobbelt så mange fanger fra pensionen forbedrer deres uddannelsesniveau end andre fanger.

Forstander Hans Jørgen Tholstrup er ikke i tvivl om, hvad der skaber de gode resultater for plus-beboerne, som afsonerne kaldes.

»Det daglige liv med skolegang og madlavning er ens for begge grupper. Man har ansvar og skal stå til ansvar. Både for sig selv og for andre,« siger forstanderen, der har været på pensionen i 34 år.

Han understreger, at det handler om at forandre et menneske fra et liv som kriminel til et almindeligt liv.

»Beboere, der kommer fra systemet, er skadet efter bare to uger. Når folk har siddet bag tremmer i flere år, skal de behandles helt specielt, og jeg lader nogle gange en aggression passere, fordi det er frustration fra tidligere. Jeg er ikke bleg for at sige tingene lige ud, men jeg viser dem også den respekt de fortjener som mennesker,« siger forstanderen.

Hjem til mor

Den weekend i oktober sidste år, da 19-årige Louise Foldager Danielsen flyttede ind på Pension Skejby blev to beboere flyttet, fordi de havde begået ny kriminalitet.

»Jeg tænkte: Jeg vil hjem til min mor,« smiler Louise.

Hun har indrettet et lyst pigeværelse med et stort spejl på væggen og kasser med sorte mønstre på hylden. I dag har hun ingen planer om at flytte, og hun nyder det tætte fællesskab, som livet på pensionen kræver.

»Jeg bruger som regel hele eftermiddagen på at sidde i fællesstuen og snakke. Vi spiser aftensmad sammen, og en gang om ugen er der gruppemøde,« siger hun, der læser til social- og sundhedshjælper.

Louise fremhæver, at hun har mødt en masse mennesker, som hun ellers aldrig ville. Og hun har lært at tænke over, hvordan ordene lyder, når de kommer ud af munden på hende.

Vi lægger urinprøve

»Mange har en anden baggrund end mig og opfatter måske ting, jeg siger, anderledes end jeg selv gør, fortæller Louise.

Hun vil ikke sige, at hun helt glemmer, hvem der er plus-beboer, og hvem der er minus.

»Det ligger da lidt i baghovedet, at hvis en taler lidt voldsomt, og han har en voldsdom,« siger hun, der afleverer urinprøver til tjek for stoffer ligesom alle de andre beboere. For at sikre, at ingen minus-beboere er pushere.

Hendes liv på pensionen har også betydet, at hun tager nogle gevaldige diskussioner med sine veninder om straf og kriminalitet.

»Før troede jeg, at kriminelle bare var folk med brede skuldre og franskbrød under armene, som ville ud og slås og tage stoffer. Nu ved jeg, det er folk, der har begået fejl i deres en fortid, som igen kan udvikle sig til velfungerende borgere, hvis de får chancen.«