Venstrepolitikeren Jesper Schou måtte i flere uger se sit navn kædet sammen med en mulig korruptionssag på Københavns Rådhus. Politiet mente imidlertid ikke, der var noget at komme efter, og i gratisavisen Dato leverer Jesper Schou nu en bredside mod NCC.
Konkret mener Jesper Schou, at der bør rulle hoveder i NCC s danske topledelse.
- Hvis de svenske ejere af NCC i Stockholm læser med i dansk presse, og ser på denne sag, bør de overveje, om de har den rette bemanding i København. Jeg håber, at ledelsen i Sverige vil tage de rette initiativer, og se på om NCC i Danmark driver forretning på en sober måde, siger Jesper Schou til avisen.
NCC s kommunikationsdirektør Bo Dybkær tager til efterretning, at politiet ikke mener, der er en sag. At give Jesper Schou en undskyldning er dog, oplyser han, aldeles udelukket.
NCC s svenske ledelse har ikke ønsket at kommentere sagen.