Ritzau
Opdateret kl. 16:38
Statsrevisorerne udtaler deres skarpeste kritik af Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af kvotekoncentrationen i dansk fiskeri gennem en lang årrække.
I den nye beretning fra Statsrevisorerne lyder det blandt andet:
- Statsrevisorerne påtaler skarpt, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskerikvoterne har været uprofessionel og helt utilstrækkelig. Forvaltningen har ikke understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få fiskere.
Statsrevisorerne henleder også Folketingets opmærksomhed på, at miljø- og fødevareministeren og Miljø- og Fødevareministeriet "i flere tilfælde ikke har givet Folketinget fyldestgørende og korrekte oplysninger" om udviklingen.
- Statsrevisorerne ser med stor alvor på, at beretningen ikke alene dokumenterer Miljø- og Fødevareministeriets kritisable forvaltning, men også forhold, der indikerer ulovligheder, som hverken er blevet forebygget eller opdaget.
Statsrevisorerne har ni grader af kritik og har i sagen om kvotekonger brugt den skarpeste af de ni.
/ritzau/