En alliance af korsikanske nationalister ser ud til at få øget indflydelse på den franske øs lokale regering.
I første runde af søndagens lokalvalg får alliancen, der hedder Pe a Corsica, 45,4 procent af stemmerne.
Det er langt foran nummer to og tre, som er to borgerlige lister, der får henholdsvis 15 og 12,8 procent.
Præsident Emmanuel Macrons partifæller måtte nøjes med en fjerdeplads og 11,26 procent af stemmerne.
Siden ingen af listerne eller alliancerne har fået et flertal, vil der blive holdt en anden valgrunde om en uge.
Pe a Corsica er gået til valg med løfter om fuldt selvstyre til øen og på at gøre korsikansk til officielt sprog på øen.
Men alliancen siger, at der ikke umiddelbart er planer om at kræve uafhængighed og løsrive sig fra Frankrig.
- Korsika er ikke Catalonien, skrev nationalisternes leder, Gilles Simeoni, i en klumme i avisen Le Monde i sidste måned. Det er en henvisning til den spanske region, der holdt en omstridt folkeafstemning om uafhængighed i oktober.
Mange indbyggere på Korsika har stemt for mere selvstyre fra Frankrig, fordi de ønsker at bevare korsikansk kultur og sprog.
Pe a Corsica har desuden lovet amnesti til alle, der er dømt i forbindelse med det væbnede oprør, som Korsikas Nationale Befrielsesfront har stået bag siden 1970'erne. Bevægelsen lagde våbnene fra sig i 2014.
/ritzau/dpa