I det græske udenrigsministerium har der den seneste tid været usædvanlig meget snak om det britiske auktionshus Christie. Mere end 850 genstande, der har tilhørt den græske konge Georg I er nemlig i gang med at blive solgt til kunstsamlere i hele verden, og det sker endda trods den græske regerings protester.
Genstandene er på en måde også en del af den danske kulturarv. Kong Georg I var søn af den danske konge Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel. Den danske prins blev indsat som konge af Grækenland på en stormagtskonference i 1863 for at skabe ro på Balkan, og han regerede landet, til han blev myrdet i 1913.
De mange genstande omfatter alt fra forment sølvtøj og malerier til kinesisk jade og et Fabergé-æg. I alt er de vurderet til over 17 millioner kroner. Blandt de dyreste genstande er et karafel-sæt i sølv, som kongeparret fik i bryllupsgave af Christian 9. Det forventes at gå for omkring en million kroner.
Advarer købere
Grækenland har officielt bedt de britiske myndigheder om at stoppe auktionen, men det har hidtil været uden held. Onsdag valgte den græske regering så en ny taktik for at forhindre salget. Grækenlands kulturminister, Giorgos Voulgarakis, advarede potentielle kunder mod at købe arvegodset og understregede, at det kan være eksporteret ulovligt.
»Hvis nogen køber noget, der viser sig at være ulovlig, vil staten retsforfølge både Christie’s og køberen,« sagde Voulgarakis på græsk tv. I den billige ende kan man byde på et sølvkrus, der er vurderet til omkring 500 kroner.
Konstantin mistænkes
Sagen er særlig problematisk, fordi auktionshuset ikke vil identificere sælgeren af de græske arvestykker. Den græske regering beskylder ekskong Konstantin, Georg I’s oldebarn, for at have smuglet antikviteterne ud af landet uden at betale told og nu sælge dem til højestbydende. Men Konstantin afviser anklagerne og hævder, at alt er gået lovligt for sig.
»Genstandene blev solgt af den græske kongefamilie i 1991. Vi ved ikke, hvem der sælger dem nu,« siger en talsmand for ekskong Konstantin til AP.
De græske medier spekulerer dog i, at Konstantin kunne være i gang med at sælge genstandene gennem en anonym mellemmand.