Det med at tro på Gud har egentlig altid været der for Amalie. For da hun var mindre, havde hun udsigt til en kirkegård fra sin baghave.

»Jeg tænkte altid på, hvad der mon skete med én, når man døde. Og jeg har på en måde altid troet på, at der var en Gud. Jeg synes, det er lidt spændende det med, at der er mere mellem himmel og jord. Og så vil jeg gerne høre historierne om Jesus og få mere at vide,« fortæller hun.

Hun er 14 år og går i øjeblikket til præst hos Jens Johansen i Mariakirken i Istedgade i København. Selvom ingen i hendes familie er kristne, så valgte hun alligevel at blive konfirmeret. Og når valget lige faldt på en anden kirke end den, som alle hendes klassekammerater i Sundby på Amager bliver konfirmeret i, så skyldes det blandt andet, at hun har et særligt forhold til netop den kirke.

Blandt andet mener hun, at Mariatjenesten, som udfører socialt arbejde i gadeplan ved kirken, er sand næstekærlighed. Hver dag åbner kirken sine døre for Københavns sølleste hjemløse og stofmisbrugere, der har brug for en kop kaffe og en at tale med.

»Dels kender min mor præsten, og dels synes jeg også, at Mariakirken er utroligt god, fordi den tager sig af folk, der ikke har det så godt. Og så er det fedt, at vi kun er to, mig og Jens, så er der mere tid til at snakke om hvad som helst. Det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke kan gemme mig i mængden. Og nogle gange er det kedeligt, så er det bare læse, læse, læse.«

Og det kan godt være lidt svært at forstå, hvad det lige er, der helt konkret står i teksterne.

»Men hovedbudskabet er vel, at man skal være ordentlig ved andre mennesker, at man skal lytte til dem og have respekt for forskelligheder. Jesus var en lidt fin mand – sådan i overført betydning. Han gjorde, hvad der var godt og bedst for folket. Han stod ved sine handlinger, selvom han vidste, at det fik konsekvenser, og at han fik hele kongeriget efter sig, men han ville bare redde en masse mennesker.«

Laver korsets tegn

Amalie blev ikke døbt som spæd, men blev det i efteråret sammen med sin lillesøster, som endnu ikke ved, om hun skal konfirmeres. Selv tager Amalie det at være kristen temmelig seriøst.

»Jeg laver nogle gange korsets tegn, inden jeg for eksempel skal til en håndboldkamp. Men jeg gør det altid lidt i hemmelighed, for folk stiller altid så mange spørgsmål. Hvorfor har jeg brug for at tro på Gud og sådan noget. Og det gør jeg mest af alt, fordi det gør mig glad og tryg at vide, at der altid er en, jeg kan snakke med, og en, der passer på mig,« fortæller hun og kigger ned i bordet. Hun slår hurtigt øjnene op igen.

»Der er selvfølgelig også mange, der siger, at det er gaverne, man tænker på. Sådan er det nok også for nogen, men ikke for mig, Jeg tænker mest på, om jeg bliver en gladere person. Og derudover har jeg en fornemmelse af, at der er flere, der bliver konfirmeret i dag af samme grund. De tænker mere over, hvad der sker. Altså, jeg kan ikke rigtig forklare det,« siger hun genert.

Når det er sagt, så er det med, at der bliver holdt en fest for hende, nu heller ikke helt af vejen. Og når talen falder på kjolen, så spærrer hun ivrigt øjnene op.

»Ej, altså, kjolen er også vigtig, det hele skal være fint til festen. Jeg har allerede købt min kjole. Det har alle pigerne fra min klasse. I år ved jeg, at moden er, at det skal være med diamanter i håret. Og så skal vi have sølvsko på. Det har jeg læst i konfirmationsblade og på nettet,« siger hun.

»Men altså, Det Nye Testamente og De Ti Bud er 2.000 år gamle, og det er rimelig gammelt, så det er altså ikke sådan, at jeg har tænkt mig at leve efter dem helt bogstaveligt. Jeg bruger ikke Gud til at fortælle mig, hvad jeg må og ikke må. Selvfølgelig må man ikke slå ihjel og sådan noget. Men Gud er mere en slags guide og én, som kan fortælle mig, hvad der er godt i verden,« forklarer hun ivrigt.