Anbragte børn risikerer at gå et eller flere skoleår om, fordi kommunerne sløser med at give de skrøbelige børn den støtte i skolen, de har brug for.

En anbringelsesreform fra 2006 slog ellers kommunerne over fingrene, fordi anbragte børns skolegang skulle mere i fokus. Alligevel har nogle af landets største kommuner ingen opmærksomhed på anbragte børns skolegang i deres såkaldte 'børnepolitik'.

Det viser to nye rapporter fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der har gået fire anonymiserede kommuner efter i sømmene.

Psykologerne nøler

- Vi må konstatere, at der ikke altid er det fokus på skolen, der bør være i kommunerne. Hvis kommunerne skrev skoleområdet ind i deres børnepolitik, ville de sende et klart signal til medarbejderne om, at det her er vigtigt og noget, man virkelig vil, siger en af forskerne bag rapporterne Dines Andersen.

Problemet opstår ofte, når børn og unge bliver anbragt i en anden kommune, end de kommer fra.

De pædagogiske og psykologiske rådgivere (PPR) i den nye kommune nøler nemlig med at sætte ind med støtte. .

Behøver hjælp til følelser

Det fortæller Niels Justesen, der er anbringelseskonsulent i Vejen Kommune

- Vi oplever tit, at hvis vi har anbragt et barn i en anden kommune, så har den nye kommune ikke nær så travlt med at gøre noget for de tilflyttede børn som for kommunens egne børn. Ofte bliver der sat alt for sent ind med støtte i skolen, siger han.

Desuden oplever Niels Justesen, at der ofte er den forkerte støtte.

- Mange folkeskoler har en tendens til at fokusere på hjælp til det faglige. Og i virkeligheden har mange anbragte børn i stedet brug for socialpædagogisk støtte. De kæmper ofte mere med følelser og større problemer, end at de er bagud i dansk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening om, hvorfor nogle kommuner ikke lever op til anbefalingerne i anbringelsesreformen.