Nogle dage er bare mere populære blandt giftelystne danskere end andre.
For lidt mere end ti år siden var det den palindrome dato 20-02-2002, der var populær.
Siden har datoerne 11-11-11, og sidst 12-12-12 fyldt kirker og rådhuse op.
Og også i år er der en meget populær dato, viser en rundringning som Newspaq har foretaget til vielseskontorerne i landets fire største byer.
Det drejer sig om datoen 7-9-13, altså den 7. september i år.
- P.t. er vi oppe på 39 par, lyder det fra vielseskontoret i Aarhus. Det er noget over normalen. Den næstkommende lørdag er der eksempelvis kun 8 par, der har meldt deres ankomst, Så det er et godt stykke over normalen, siger Lone Brændstrup Clausen fra Vielseskontoret i Aarhus.
Også i Aalborg mærker de, at den specielle dato nærmer sig. Her er der i skrivende stund 34 par, der skal smedes sammen, fortæller Susanne Haugaard, fra Vielseskontoret.
- Det er helt vildt over, siger hun og uddyber.
- Normalt er pinse- og påskelørdag de mest populære dage, og der kommer 15-17 par, når der kommer flest, siger hun til Newspaq.
I alt regner de med, at få omkring 40 par ind forbi d. 7 september.
De har dog ikke planer om at åbne op for straksvielser på dagen, som man eksempelvis gør i København. Der kan folk komme ind på dagen, og hvis betingelserne for en vielse er til stede, så klares sagsbehandlingen med det samme.
Det betyder også, at Københavns rådhus holder åbent i ekstra lang tid den 7. september.
- Lige i øjeblikket har vi omkring 100 par, der har tilmeldt sig, siger Flemming Otto, der er kontorchef for Vielseskontoret i Københavns kommune.
- Men jeg vil tro, at vi runder 200 par, når dagen kommer, siger han og sammenligner med den 12. december 2012, hvor kommunen også tilbød straksvielser, hvilket omkring 70 par benyttede sig af.
Han tror dog på, at de nok skal nå igennem alle de par, der måtte ønske at gifte sig på datoen.
- Til 12/12/12 måtte vi lukke dørene klokken 19, men der havde det også ebbet ud, siger han og fortsætter:
- Men Københavns Rådhus er et stort hus med mange smukke lokaler, så vi skal nok nå alle de der ønsker det - i hvert fald indtil klokken 19.
Og alle er velkomne, man behøver ikke at bo i kommunen, slutter han.
I Odense har man ikke statistik over, hvor mange der ønsker at gifte sig d. 7. september.