I et læserbrev i Nyhedsavisen 28. marts 2007 skriver Anni Markdal om boligerne i Valdemarsgade 20 i Århus. Hun omtaler 2 forhold:

1) En såkaldt forgiftningssag med epoxylim på altangange.

2) Beboernes fraflytning som følge af, at lejemålet ophører.

Den såkaldte forgiftningssag med epoxylim er cirka fem år gammel. Den handler om en behandling af altangangene med en skridsikker belægning, idet den hidtidige betonbelægning var for glat.

Der blev ikke anvendt epoxy-materialer, men derimod en polyuretan-maling, idet denne erfaringsmæssigt er meget holdbar og hurtigt hærder op, så gangene kunne bruges igen. Arbejdet blev udført udendørs på de velventilerede altangange og i overensstemmelse med alle de regler, der gælder for arbejder af denne art. Beboerne blev behørigt informeret, samtidig med at der blev taget særlige hensyn til de beboere, der var dårligt gående. Med hensyn til flytningen er der herfra stor forståelse for den belastning, det er at skulle flytte fra sin gode bolig til en anden bolig. Som der er redegjort for ved et beboermøde – og refereret i avisen – er kommunen låst på hænder og fødder. Uanset om kommunen køber ejendommen eller forlænger lejemålet hos Lønmodtagerens Dyrtidsfond, vil den enkelte beboers husleje stige så meget, at kun de færreste kan magte det.

Derfor vil kommunen tilbyde beboerne en anden bolig – så vidt muligt det sted, man måtte ønske.

Vi er helt klar over, hvad en flytning i en høj alder betyder, ikke mindst hvis man samtidig har et handikap. Derfor vil kommunen også yde den fornødne praktiske og økonomiske hjælp til flytningen.