Kommunen dømt: Søstre fra 'Anbragt i helvede' får erstatning

I en principiel sag er Slagelse Kommune dømt til at betale erstatning til tre søstre, der blev blev misbrug og udsat for overgreb i en plejefamilie.
To af de søstre, som Slagelse Kommune svigtede og nu skal betale erstatning til.
To af de søstre, som Slagelse Kommune svigtede og nu skal betale erstatning til. Foto: Henrik Ohsten/TV2

Tre søstre får hver 100.000 kroner i erstatning fra Slagelse Kommune i sag om misbrug.

Sådan lyder dommen ved Østre Landsret i en principiel sag onsdag. Søstrene har sagsøgt kommunen, efter de gennem en årrække blev udsat for overgreb i det hjem, hvor de var i familiepleje.

De tre kvinder, der nu er i 20'erne, mener, at kommunen svigtede dem, da de blev udsat for overgreb af deres plejefar, og at kommunen ignorerede alle advarsler. Den vurdering er retten enig i.

Kommunen har svigtet, fremgår i dommen. Overgrebene, som søskendeflokken blev udsat for i hjemmet, hvor de boede fra 1999 til 2005, burde være blevet opdaget og forhindret.

I alt er de fire søskende, men den ældste søster, der er handikappet, er ikke med i sagsmålet.

To af søstrene Sapran Hassna og Nanna Hansen stod frem i TV 2-dokumentaren 'Anbragt i helvede' sidste år. I dokumentaren fortalte de om det årelange misbrug i deres plejefamilie og kommunens svigt.

Advokat: "Kommunen krænkede pigernes menneskerettigheder"

Advokat Mads Krøger Pramming, der repræsenterer søstrene, har rejst sagen på baggrund af menneskerettighedskonventionen.

Han mener, at kommunen krænkede pigernes menneskerettigheder ved ikke at stoppe den nedværdigende behandling, som de fik i plejefamilien.

Søstrene blev placeret i plejehjem i februar 1999, da de var mellem fire og otte år. Her blev de udsat for vold og seksuelt misbrug.

Løbende blev Skælskør Kommune, som først havde sagen, og senere Slagelse Kommune, underrettet om, at noget var noget galt i plejefamilien.

I 2008 blev plejefaren dømt for vold og overgreb. Dommen blev senere stadfæstet i landsretten.

Søstrene kom i pleje, efter at deres far i efteråret 1997 slog moren ihjel med en kniv og gravede hende ned. Begge forældre havde palæstinensisk baggrund.

Undervejs i sagen har det været et spørgsmål, om pigernes krav var forældet, som Slagelse Kommune argumenterede med.

Sagen bliver anset som principiel og er derfor begyndt direkte i landsretten uden at runde byretten. Dommen forventes at få afgørende betydning for lignende sager i fremtiden.

Dommen sender et meget stærkt signal til de mange unge med lignende oplevelser, mener Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

- Vi ved, at mange holder sig tilbage, fordi man er utryg over at bryde op i en barndom fuld af svigt for måske bare at ramme ind i den mur, der hedder forældelse, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.