Rørt, taknemmelig og lidt overrasket.
Den i dag 22-årige Sapran Hassna er overvældet over alle de positive kommentarer og tilbagemeldinger, folk er kommet med, efter TV 2-dokumentaren "Anbragt i helvede" rullede over skærmen tirsdag aften.
- Der er folk, som spørger, hvordan de kan være der for os. Folk der gerne vil give noget af sig selv, fordi de er kede af at være en del af et samfund, der har svigtet. Det er simpelthen så rørende, siger Sapran Hassna til Avisen.dk.
"Anbragt i helvede" fortæller historien om, hvordan Sapran Hassna og hendes tre søstre gennem flere år levede med ydmygelser, vold og seksuelt misbrug i en plejefamilie lidt uden for Skælskør. De blev anbragt i plejefamilien, efter deres far brutalt havde slået deres mor ihjel.
Sapran Hassna har tidligere fortalt til Avisen.dk, at hun som seks-syv årig var bevidst om, at kommunen kunne fjerne søstrene, og at det var dybt frustrende ikke at opleve mere forståelse fra voksenpersoner.
Derfor er det en stor forløsning, fortæller hun, at opleve så meget forståelse fra folk, efter søstrene har delt deres historie.
- For man er selv så bange for, hvordan folks syn på én kommer til at være, og om man nu får præsenteret det rigtigt. Selvom man har en forventning om, at folk vil sympatisere med en, kunne vi jo ikke vide, at folk ville være så søde og rare og opbakkende, som de er. Det er jo helt fantastisk.
Var ved at bakke ud
Men det har langt fra været en let proces at stille sig op på åben skærm og fortælle sin livshistorie til hele Danmarks befolkning, siger Sapran Hassna.
I programmet tager TV 2's journalist pigerne med tilbage til barndomshjemmet og andre centrale steder fra søstrenes opvækst. Det var hårdt, fortæller Sapran Hassna.
- Sådan noget som at tage ud på min mors gravsted og vide, at hele Danmark skulle se, hvordan det ser ud, var sindsygt grænseoverskridende. Det - at folk skulle se min reaktion, når vi tog tilbage til nogle af de her steder - var hårdt, siger hun.
Selvom Sapran i dag er glad for, at søstrene sagde ja til at medvirke, var der tidpunkter, hvor hun tænkte: Det her kommer ikke til at ske.
- Jeg fortrød det under processen. Der var nogle tidspunkter, hvor filmholdet kontstant skulle overbevise os om, at det her nok skulle have en lykkelig udgang. Men det var svært at tro på, for du føler nærmest at dine indvolde bliver vist frem.
Vigtigt at lytte til børn
Efter dokumentaren er Sapran Hassna ikke bare glad for, at hendes historie er blevet fortalt. Hun er også glad for, at hun har fået en stemme i offentligheden til at sætte fokus på brist i det sociale system.
Et af Sapran Hassnas vigtigste budskaber er, at man skal tage børn meget alvorligt, når de giver udtryk for mistrivsel. Selv oplevede Sapran Hassna og hendes søstre at blive låst fast i en kasse for børn med traumer, fortæller hun.
- For vores vedkommende mistede vi vores troværdighed, da vores far slog vores mor ihjel. Dér kom der allerede nogle definitioner på, hvem vi var - uden nogen overhovedet havde indgået en dialog med os eller gjort noget for at lære os at kende, siger hun og fortsætter:
- Som barn kan man jo hurtigt mærke, om det her er en familie, som vil én, og som giver en kærlighed. Det tror jeg ofte, man undervurderer.
Og det er en af de fejl, der skal rettes op, hvis lignende sager skal undgås, mener hun.
Satte sin lid til de højere magter
Foruden TV 2-dokumentaren er Sapra Hassna aktuel med bogen "Forbandede barndom" (Peoples Press), hvor hun beskriver sin opvækst.
Her fortæller hun blandt andet, hvordan søstrenes plejefar på manipulerende vis forsøgte at overbevise dem om, at overgrebene slet ikke fandt sted.
- Jeg måtte jeg køre scenerne igennem i mit eget hoved flere gange efterfølgende for at overbevise mig selv om, at det virkelig var sket, siger Sapran Hassna.
Samtidig forsøgte plejefaren at forklare pigerne, at volden var et tegn på kærlighed, husker Sapran Hassna.
Det gjorde kun behovet for voksenpersoner, der troede på hende og hendes søstre endnu større.
Heldigvis lykkedes det Sapran Hassna at finde styrken til at holde fast i sin egen virkelighed.
- Jeg sagde til mig selv, at der måtte være en højere magt, der så noget. Det bliver man nødt til at tro på, ellers kan man simpelthen ikke klare det, siger hun.
Stærkere end plejerfaren
Søstrenes plejefar blev i 2008 idømt en fængselsdom på fem år. En helt latterligt dom, mener Sapran Hassna.
- Jeg har ingen respekt for den straf, når man har med mennesker at gøre, som har ødelagt så mange menneskers liv. Når du så åbenlyst er så skidt for børn, som er det mest sårbare, så lås ham da inde for livstid. Nu er han jo ude igen. Han kunne sidde med et barn lige nu, mens vi snakker, siger hun.
Sapran Hassna er ikke længere bange for sin plejefar, fortæller hun. Faktisk ville hun tage chancen for at møde ham, hvis den bød sig.
- Selvom det måske ikke ville være godt for mig, ville jeg gøre det. Det tror jeg hver eneste af mine søskende ville, hvis det kom til stykket. Ikke for at indgå en dialog med ham, men for at vise den mand, der har ødelagt hele vores barndom og store dele af vores voksenliv, at vi har fået kræfterne til at kunne give ham tilbage, siger hun.
Sapran Hassna læser i dag religionsvidenskab på Københavns Universitet. Og selvom hun kan have behov for pusterum, føler hun sig nogenlunde hel på trods af overgrebene under opvæksten, fortæller hun.
- Jeg kender mig selv godt. Jeg ved, at jeg ville kunne klare stort set de fleste situationer, jeg bliver stillet over for. Så jo, jeg føler mig hel. Jeg prøver i hvert fald.