Avisen.dk's læsere er dybt berørt af den sag, der i går aftes blev udrullet i TV2-dokumentaren 'Anbragt i helvede'.
På Facebook strømmer støtten ind til 22-årige Sapran Hassna og hendes to år ældre søster, Nanna Hansen, der i dokumentaren fortæller, hvordan de gennem flere år levede med ydmygelser, vold og seksuelt misbrug i en plejefamilie lidt uden for Skælskør.
"Hvor er I seje. Flot at i nu står frem og forhåbentlig får hjulpet andre børn og unge i lignende situationer," skriver Betina blandt andet.
Og hun er langt fra den eneste.
"Stakkels piger. Håber at I vil komme igennem det og ønsker jer alt godt fremover," lyder det fra Anna, der er en af de mere end 200, der har kommenteret på et opslag om sagen på Avisen.dk's Facebook-side.
Støtter kampen mod kommunen
De fire søstre blev anbragt i plejefamilien i 1999, efter deres far brutalt havde myrdet deres mor. Ifølge TV 2 fik kommunen første gang en indberetning om mulig vold i søstrenes nye hjem i 2001. Nana Hansen blev fjernet i 2002, mens de tre andre søstre først blev fjernet i 2005.
Søstrene har nu valgt at stævne Slagelse Kommune, som i dag omfatter den daværende Skælskør Kommune. Men indtil videre har kommunen afvist at efterkomme søstrenes erstatningskrav på 300.000 kroner med henvisning til, at der skal være et lovmæssigt grundlag, før kommunen kan udbetale erstatning. Og læserne støtter søstrene i deres kamp.
"Hvor er de piger helt ualmindeligt stærke! Først mister de deres mor, derpå deres far og til sidst har de en grusom barndom. Alligevel magter de at kæmpe for retfærdigheden. Håber, de vinder over kommunen, der fortsat opfører sig aldeles forkasteligt i sagen," skriver Inga på Facebook.
Og mange udtrykker på Facebook kritik over for kommunens håndtering af sagen.
"Kommunen skal stå til regnskab, og dermed betale erstatning til pigerne, de er uden skyld i overgrebene. Dybt tragisk!!!" skriver Annette.
Mange beskriver også, hvordan følelserne kom i spil undervejs i programmet.
"Jeg kunne næsten ikke holde ud at se det! Blev så vred og ked af det!" skriver Martin.
En lignende melding kommer fra Andrea.
"Som mor og bedstemor blev jeg godt gal .... hvor er det forfærdeligt for disse piger. Jeg håber at de klarer livets strabadser godt fremover. Masser af knus og kram til dem," skriver hun.