VM i Lyon. Så er vi her igen. Alt ligner sig selv: Der bliver sunget og klappet på tilskuerrækkerne, flagene vejrer, hallen koger. Koncentrerede blikke fra den danske lejr følger hver og én af kokken Rasmus Kofoeds bevægelser i håbet om, at alt går efter planen i bestræbelserne på at servere verdens mest delikate retter for de 24 dommere.

Vi er til verdens mest prestigefulde kokkekonkurrence, Bocuse d’Or i Frankrig. Også kendt som verdensmesterskaberne for kokke. Alt kan gå galt: 18 måneders forberedelse kan være spildt på et enkelt sekund. Derfor har den danske deltager, Rasmus Kofoed, planlagt alt ned til mindste detalje: Taget tid på hver en bevægelse. Målt og vejet hver ingrediens og bestilt en særlig ovn hjem fra Frankrig til at træne med i tiden op til konkurrencen. En ovn som er den samme, han bruger under VM. Han ved, at Bressé-kyllingen bliver perfekt, når den er 58 grader i midten, at den norske kongekrabbe skal op på 42 grader og så en masse andet, som efter hånden ligger på rygraden, fordi han har lavet retterne så mange gange.

Jeg har kendt Rasmus Kofoed, siden han stillede op til sin første kokke-konkurrence – en sildekonkurrence i Nyhavn i 1999. Han er bidt af konkurrencer, fordi det tvinger ham til at præstere det ypperste, som han siger. Han har altid en notesbog i tasken, som han med jævne mellemrum hiver frem for at tegne sine retter, og han kan midt under en samtale blive fjern i blikket, fordi han har fået en ny gastronomisk idé – eksempelvis at håndtaget på en af sølvskålene til VM skulle formes som Den lille havfrue.

Han har vundet DM for kokke og Nordisk Mesterskab. Fået bronze ved VM i Lyon i 2005, men ville ikke nøjes med en tredjeplads. Dette år er han derfor tilbage, mere forberedt end nogensinde og fast besluttet på endelig at hive guldet hjem, som den første dansker i historien.

Konkurrencen er i gang. Rasmus Kofoed og hans 19-årige assistent, Ronny Vexøe Mortensen, bevæger sig faretruende hurtigt, men sikkert rundt om hinanden i det trange køkken. Den svenske dommer, Mathias Dahlgren, går forbi med et lille smil på læben:

»Hvis man er så skuffet over at vinde bronze, at man stiller op til konkurrencen igen, så er man meget ambitiøs,« siger han og hentyder til, at det hører til sjældenhederne, at en kok stiller op to gange.

Det er tyve minutter til, Rasmus Kofoed skal servere sin Bressé-kylling for dommerne. Fra tilskuerrækkerne, hvor de omkring 250 danskerne er klædt i røde kasketter og t-shirts med Kofoeds portræt lyder:

»Og det var Danmark, og det var Danmark ...«

Vi håber alle sammen: Måske lykkes det endelig Danmark at bestige sejrsskamlen. Men alle anstrengelserne er spildt, hvis kyllingen ryger på gulvet, eller saucen brænder på. En fanfare tordner gennem højtalerne, mens conferencieren med et tyndt sort Red Butler moustache råber noget på fransk ned i mikrofonen. Imens filosoferer vicepræsidenten for Bocuse d’Or i Danmark over, hvad den danske kandidat er lavet af:

»Han er ekspert i at fokusere og lukke omgivelserne ude. Det kræver det her. Hvis jeg sagde, at hele Kongehuset ville møde op, ville han bare sige ’fint’,« siger den tidligere tv-kok Karsten Kroman og knytter hånden for at understrege sine ord.

Endnu et skinnende sølvfad bliver båret forbi de 24 dommeres kritiske blikke af to tjenere. Flere af de kokke-kollegaer, der i dagens anledning er fløjet til Lyon, strækker hals for bedre at kunne se. En af dem er Michael Koch, der selv har deltaget i konkurrencen i 2003.

»Jeg tror, vi tager prisen i år. Hans mad er skarp som bare helvede,« siger han.

Og så er det hele pludselig overstået. Konferencieren med overskægget trækker spændingen ud med en lille tale på fransk-klingende engelsk, mens deltagerne venter utålmodigt på resultatet, der bliver læst højt at mesterkokke fra forskellige stjernerestauranter i Europa.

Rasmus Kofoed bevæger sig uroligt fra det ene ben til det andet. Og så kommer det:

»Nummer to ved Bocuse d’Or 2007 ...(kunstpause)... Denmaaaark!«

Rasmus Kofoed smiler, men ser ikke helt glad ud.

»Lige nu er jeg en smule skuffet, for jeg havde jo håbet på guld. Men det går sikkert over om en times tid. For det er jo historisk som den første at have vundet to priser ved Bocuse D’or,« siger han.