Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I årevis har utallige undersøgelser vist en stigende grænsehandel, hvor danskerne især er kørt til Tyskland efter sodavand, øl, vin, slik eller andre dagligvarer. En ny meningsmåling udført af analyseinstitut Norstat for De Samvirkende Købmænd, DSK, peger nu i retning af, at grænsehandelen formentlig er toppet for denne omgang.
Kun 13 pct. af de danske husstande grænsehandler nu 4 - 5 gange årligt eller oftere. I begge de to seneste undersøgelser har det tilsvarende tal været 16 pct. Samtidig er det nu under 50 pct. af de danske husstande, der årligt grænsehandler i Tyskland.
Det får smilene frem hos købmændene:
"Formålet med Vækstpakkens afgiftslempelser var at flytte forbrugernes indkøb fra udenlandske virksomheder hjem til danske butikker og danske arbejdspladser. Det er meget positivt, når en ny undersøgelse peger i retning af, at antallet af indkøbsture til Tyskland har toppet", siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK, og fortsætter:
"Det er faktisk første gang på denne side af finanskrisen, at vi ser tegn på en mindre grænsehandel. Undersøgelsen viser, at der - som DSK hele tiden har påpeget - er en nøje sammenhæng mellem afgiftsniveauet i Danmark og grænsehandelen. Politikerne kan derfor trygt fortsætte vækststrategien med lavere afgifter, der giver forbrugerne lavere priser", siger Claus Bøgelund Nielsen.
Faktaboks:
Analyseinstituttet Norstat har for DSK stillet spørgsmålet: Hvor ofte foretager du eller din husstand indkøb i Tyskland:?
Analyse for DSK Februar 2012 Februar 2013 Oktober 2013
Oftere end 1 gang pr. måned 2% 2% 1%
Ca. hver måned 3% 2% 1%
Hver anden måned 3% 4% 4%
Ca. 4 - 5 gange årligt 8% 8% 7%
Ca. 1 -3 gange årligt 32% 36% 34%
Aldrig / sjældnere 52% 48% 52%
Ved ikke 0% 1% 0%
TOTAL 100% 101% 99%
Note: Undersøgelsen i februar 2012 blev foretaget af Interresearch.
Yderligere oplysninger kan fås hos vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK, tlf. 23 45 30 59.
DSK repræsenterer 1.300 købmandsejede supermarkeder, nærbutikker, discountbutikker og convenience-butikker i kæder som f.eks. SPAR, SuperBest, REMA 1000, Min Købmand, 7-Eleven, Løvbjerg, KIWI minipris, ABC Lavpris, LetKøb, Go'on og Dagrofa S-Engros. Læs mere på www.dsk.dk
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.