Når AaB bliver dansk mester, så er det helt og aldeles fortjent. Ingen tvivl om det.

AaB har over sæsonen været det bedste mandskab i Dannevang. Men det siger desværre mere om Superligaens kvalitet end om nordjydernes format.

Til efteråret skal de ud og spille Champions League-kvalifikation, og det er i mine øjne utopi at forestille sig andet, end at Danmark endnu engang må undvære en repræsentant i mesterligaens gruppespil.

I denne sæson har AaB været fænomenale til at holde et højt bundniveau med undtagelse af indledningen og kampen i søndags. Men når Erik Hamréns tropper er blevet stillet overfor sine direkte konkurrenter, har de haft ovenud svært ved at dominere kampene, og endnu sjældnere har de sejret. Kun i én af de hidtidige otte kampe mod de øvrige top 4-hold, er det endt med tre point til AaB.

Selvom AaB nægtede, at guldnerver var årsagen til den voldsomme overhaling de fik i Parken forleden, så var kampen trods alt ikke udtryk for det reelle styrkeforhold mellem de to tophold. Men kampen viste med al ønskelig tydelighed, at det unge AaB-mandskab kommer i menneskehænder, når de kommer op mod de bedste hold, som tilmed er top motiverede. Og top motiverede må man gå ud fra at samtlige hold i Champions League-kvalifikationen vil være.

I lyset af at AaB’s mandskab meget vel kan blive skilt fuldstændig ad i sommerpausen, så ligner det ission impossible for sportsdirektør Lynge Jakobsen at samle et tilpas slagkraftigt mandskab til opgaven. Jeg håber, jeg tager fejl, og Lynge har før skabt små mirakler på toppen af Danmark.