Klimatopmødet på Bali endte i en klokkeklar fiasko – som man skal være klimaminister for ikke at kunne se. En sølle slut-erklæring, hvori man blot erklærer sig enige i at arbejde for, at der skal træffes egentlige beslutninger om et par år, var alt, hvad man kunne blive enige om.

Nærmest alle klimaeksperter på jorden er ellers helt enige om, hvilken principiel beslutning, der bør tages:

Klodens samlede CO²-udslip skal halveres i 2050. Ellers risikerer vi, at den globale gennemsnitstemperatur vil stige med mere end de uundgåelige to grader – med uoverskuelige følger for livet på jorden.

Den moralske udfordring, som politikerne står over for, er ret enkel, nemlig at mindske vores afhængighed af energi fra gas, kul og olie. Da de vestlige lande suverænt bruger mest per indbygger – mange gange mere end resten af kloden – har vi en særlig forpligtelse.

Desværre viste Bali-topmødet, at der virkelig er lang vej hjem. Europa kræver igen bindende mål for reduktion af CO², men har bragt sig selv i en svag position, fordi det europæiske forbrug fortsætter med at stige. USA afviser at binde sig til noget, så længe fremgangsrige ulande som Kina og Indien fortsat må udlede mere CO². Kinesiske og indiske forhandlere afviser blankt at hjælpe til, fordi de siger, at Vesten, hvis forbrug de seneste 100 år er skyld i opvarmningen, selv må tage affære.

Klimaminister Connie Hedegaard (K) erklærede sig tilfreds med det manglende resultat, men det skyldes måske de efterhånden ganske svage ambitioner, som regeringen har – for mens Hedegaard prædiker, at vi allesammen skal spare lidt på strømmen, ja, så buldrer staten løs med bygning af nye kulværker og motorveje. Det er sørgeligt.