Blufærdige badegæster kan glæde sig til et nyt initiativ fra Odense Kommune. Byen vil nemlig tilbyde muligheden for at bære et lændeklæde i svømmehallerne fra 1. maj, skriver Jyllands-Posten.
Badegæsterne kan bruge lændeklædet under omklædning, og det imødekommer særligt et ønske fra muslimske besøgende i svømmehallerne.
Ifølge direktør for Odense Idrætspark, Søren Damsgaard, indfører svømmehallerne tilbuddet af hensyn til hygiejnen. Blufærdighed har nemlig ført til, at nogle badegæster har undladt at vaske sig inden turen i badebassinet.
Også i Frederiksberg Kommune har vandhundene siden 2003 haft mulighed for at gøre brug af et lændeklæde under omklædning og bad.
- Lændeklædet blev indført, fordi vi har fået mange nye kulturer, herunder muslimer, der har det lidt dårligt med at klæde sig af foran andre. Problemet er mindre, men eksisterer stadig, efter at vi har indført lændeklædet, men vi fastholder, at hygiejnen er vigtigere end blufærdigheden, siger direktør for Frederiksberg Svømmehal, Viggo Møller, til Jyllands-Posten.
Også badegæster, der på grund af handicap eller operationer ikke har lyst til at være nøgne foran andre, kan få glæde af lændeklædet.