Ledige skal differentieres i stærke og svage.
Sådan lyder meldingen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forud for den beskæftigelsespolitiske konference, som kommuneforeningen, KL, holder tirsdag.
Og den udmelding vækker begejstring hos Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg.
- Det er det helt rigtige signal at sende. Vi skal ikke skære alle over en kam, men derimod fokusere indsatsen på de ledige, der har mest brug for den, for eksempel gennem opkvalificering, siger han Newspaq.
Mette Frederiksen har gjort det klart, at hun ikke vil lægge sig fast på detaljerne, før tidligere minister Carsten Koch, sammen med et nedsat udvalg, er kommet med forslag til ændringer i beskæftigelsespolitikken.
Knap så tilbageholdende er Jacob Bundsgaard, der foreslår, at alle lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse erstattes med mere målrettede forløb. Når vi bruger uddannelse som et redskab, skal vi bruge det på de grupper, der har mest brug for det, fastslår han.
- For ledige med meget lidt uddannelse kan kortere uddannelsesforløb være et effektivt middel til at komme i arbejde. Men for de grupper, der i forvejen har meget uddannelse, forlænger det faktisk ledighedsperioden, siger han.
For de højtuddannede er det selvvalgte kursus således spild af tid, mener Jakob Bundsgaard. I stedet bør denne gruppe koncentrere sig om én ting:
- De skal bruge tiden på at komme tilbage i beskæftigelse. Hvis man har de fornødne kompetencer, handler det jo om at finde et rigtigt match mellem stillingerne og de ledige, siger han og tilføjer, at en rådgivende samtale derfor kan være mere effektiv.
Regeringen ventes at præsentere sit reformudspil i januar.
Newspaq