Problembarnet Mario Balotelli er en af de største stjerner i Parken fredag aften, når Danmark og Italien mødes i VM-kvalifikationen.
Den danske forsvarsspiller Simon Kjær, der har en fortid i italiensk fodbold hos Palermo og AS Roma, roser Balotelli for at have udviklet sig i en positiv retning, hvor han fokuserer mere på sin sport end alt muligt andet.
- Jeg har spillet mod ham mange gange, og jeg synes egentlig, at han har udviklet sig meget som angriber.
- Han laver selvfølgelig stadig sine ting uden for banen, men i mindre grad, end han har gjort før i tiden.
- Der er mere kontinuitet i ham nu. Han er en kæmpe faktor for AC Milan. Det kan godt være, at Milan har fået en skidt sæsonstart, men hvis ikke de havde haft Balotelli, så havde sæsonen været markant ringere for dem i mine øjne, siger Simon Kjær.
Forsvarsspilleren fra Lille er ikke sikker på at komme til at stå over for Balotelli i fredagens kamp.
Simon Kjær kæmper med Andreas Bjelland om at blive makker til Daniel Agger i midterforsvaret.
Balotelli er også usikker deltager på grund af en knæskade.
/ritzau/