Mao ville vende sig i mausoleet, hvis han vidste, hvad kommunistpartiet i Kina i går lagde navn til.
På folkekongressens sidste dag blev loven om privat ejendomsret nemlig vedtaget. En lov, der har været 14 år undervejs, og som styrker virksomheder og helt almindelige menneskers rettigheder til at eje deres egen bolig.
»Den er et brud på hele den marxistiske tradition, som vi kender den i den kinesiske variant. Det her er helt klart et skridt på vejen til at gøre Kina til en almindelig markedsøkonomi,« siger professor i Kinastudier Stig Thøgersen fra Århus Universitet.
Den nye lov sidestiller privat og offentlig ejendomsret, og det er banebrydende i et land, hvor staten har domineret alt.
»Loven er et led i en lang proces, hvor det at eje ting og være rig er blevet mere og mere accepteret. Og hvor systemet minder mere og mere om kapitalisme, som vi kender den,« fortæller Stig Thøgersen.
Social ulighed
En kritisk gruppe i det kommunistiske parti hævder, at loven vil gøre skellet mellem rige og fattige kinesere endnu større.
Og det er ikke helt forkert, mener Stig Thøgersen.
»Siden den nye kinesiske ledelse med præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao kom til, har den gjort meget ud af at skabe en social profil,« siger professoren og understreger, at Hu og Wen faktisk har indført flere reformer for at forbedre forholdene for især de fattige kinesere på landet.
»Men det er klart, at det er middelklassen, der får mest ud af den nye lov, for det er dem, der har mest at beskytte,« fortsætter han.
Frihed med forbehold
På trods af den nye lov er jorden stadig ejet af det offentlige, og den får bønderne så brugsret til i 30 år af gangen. Og selvom huse og lejligheder handles, som om det var et almindeligt ejendomsmarked, så er det brugsretten i 70 år, der bliver købt og solgt.
»Loven bekræfter udlandet i troen på, at reformpolitikken i Kina fortsætter. Men mange kinesere er stadig skeptiske over for retssystemet,« siger Stig Thøgersen og forklarer, at mange er stødt på korruption, når de har forsøgt at lægge sag an mod staten.
»Jeg ser det som et skridt i den rigtige retning. Kina har generelt en meget god lovgivning. Det kildne spørgsmål kommer altid, når lovene skal bruges i praksis,« forklarer han.