I Kina fjerner man kriminelles organer, når de er blevet henrettet for deres forbrydelse. Sådan har anklagerne fra menneskerettighedsgrupper længe lydt, og tirsdag erkendte de kinesiske sundhedsmyndigheder, at dødsfangerne er de største leverandører af nyrer, lunger og andre organer.
»Bortset fra en lille del organer fra trafikofre, så kommer de fleste fra henrettede fanger,« sagde vicesundhedsminister Huang Jiefu tidligere på ugen på en konference om organtransplantationer, skriver China Daily.
Men proceduren er helt lovlig og etisk forsvarlig, mener myndighederne. Transplantationerne bliver nemlig kun foretaget, hvis fangerne og deres familier på forhånd har sagt ja, lyder argumenterne.
Alligevel hagler kritikken stadig ned over kinesernes organtransplantationer, som menneskerettighedsorganisationer beskylder for at tage mere hensyn til profit end til etik. Mange betvivler desuden, at fangerne har sagt ok til, at deres organer fjernes efter deres død, især fordi mange af organerne sælges af myndighederne til rige udlændinge.
»Kina har gentagne gange nægtet at diskutere sagen. Derfor opfordrer vi nu Kina til at offentliggøre, hvor mange, der bliver henrettet hvert år og hvor mange organtransplantationer, der finder sted,« siger Nicholas Bequelin fra Human Rights Watch i Hongkong til AP.
Kina står for 80 procent af alle henrettelser i verden, og forbrydelser fra mord til skattesvindel kan føre til dødsstraf. Det er svært at få oplysninger om antallet fra de kinesiske myndigheder, men Amnesty International anslår, at Kina henrettede mindst 1770 mennesker i 2005.
Ifølge de kinesiske sundhedsmyndigheder foretog Kina næsten 35.000 organtransplantationer fra 2000 til 2004.