Kendt musiker: "Stress er et livsvilkår"
- Man skal acceptere stressen og hvile i den, siger den selvlærte jazzpianist Carsten Dahl. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv
Kendt jazzpianist har haft ondt i livet siden barndommen. Han beskriver stress som et livsvilkår. Vi kan kun lære at leve med stressen, hvis vi accepterer, at livet gør forbandet ondt en gang imellem, mener han.

Stress er blevet beskrevet som en epidemi, der som en moderne byldepest skyller ind over vores arbejdsliv og sengelægger danskere i titusindvis.

Men når Avisen.dk i dag skriver, at ledende arbejdspsykolog ved Aalborg Universitetshospital mener, at man maksimalt bør sygemelde sig i en måned med stress, skal man måske gå endnu længere.

For måske er stress ikke længere en sygdom, men et livsvilkår og biprodukt af livet i det moderne Danmark. Det siger jazzpianist og multikunstner Carsten Dahl, der blandt andet er kendt for sin jazztrio med X-Factor dommer Thomas Blachman.

- Jeg mener, at stress er et livsvilkår. Mennesket er en plastisk, bevægende masse, og der er hele tiden stimuli. Du er hele tiden udsat for indtryk. Derfor er du også hele tiden udsat for en form for kemisk og biologisk eksplosion af følelser, hvor du udfordres på, hvem du er. Derfor er stress et livsvilkår for mennesket i dag, siger Carsten Dahl.

Livet gør ondt, og det er helt i orden at have det svært, siger den virtuose pianist. Han råder danskere, som kan mærke knugen i hjertet og søvnproblemer, om at række ud efter deres medmennesker i stedet for at dyrke sygeligheden. 

- Man skal acceptere stressen og hvile i den, og man skal være sammen om den. Vi skal tale om det, men vi er simpelthen så bange for det af frygt for, at hvis vi åbner os op, så virker det som om, at vi ikke har styr på noget.

- Men hvad hvis du pludselig turde indrømme, at du ikke har styr på en fucking skid? Så ville dørene åbne sig for alle de andre, der heller ikke har styr på en skid, for de kender også det vilkår. Stressen er blevet allestedsnærværende, så vi kender det alle sammen, men vi tør ikke tale om det, siger han til Avisen.dk.

Det kollektive sammenbrud

Carsten Dahl ved, hvad han taler om, for han har mærket det på egen krop. Som barn af forældre, der ifølge ham bestemt ikke var klædt på til rollen som mor og far, blev han størstedelen af sin barndom parkeret på en kostskole. Det første angstanfald fik han som ni-årig, og siden har angsten, stressen og depressionerne fulgt ham som en skygge overalt i hans virke. 

Han flygtede derfor ind i kunsten og lærte sig selv at spille klaver. Men den mentale bagage var sjældent langt fra det skrøbelige sind. For på trods af at Carsten Dahls karriere har prominente højdepunkter som en Grammy-nominering og tiden som professor på det rytmiske musikkonservatorium, har der været en evig skyggeside:

Daglige angstpsykoser og altoverskyggende depressioner har til tider lammet Carsten Dahl totalt og førte endda for en håndfuld år siden til, at jazzpianisten endte på gaden. Besøg hos psykologer og psykoterapeuter og en lind strøm af psykofarmaka hjalp dog den i dag 50-årige Carsten Dahl.

- Det er klart, at hvis det sætter sig sådan, at du får angstanfald og suicidale tanker, så skal du have hjælp, siger pianisten, der i dag er ambassadør for Psykiatrifonden.

Men stressen, der kommer før angsten og depressionen, kan ifølge ham afhjælpes på meget mere menneskelig vis:

- Du kan sagtens afhjælpe stressen ved at mødes med mennesker, der er i samme båd. Så mødes vi og siger til hinanden; du er en af os. Vi kan hjælpe dig. I gamle dage kaldte man det bare for kærlighed, men vi er blevet for dårlige til at stoppe op og tage os af hinanden Hvis vi fortsætter, får vi et kærlighedsløst samfund.

Er det ikke farligt at erkende, at du ikke har styr på en skid og smide kontrollen i forsøget på at omfavne stressen? Alle mine kolleger har jo styr på det hele.

- Jo, det er da enormt farligt. Men kun til det punkt, hvor vi alle sammen er brudt sammen og siger, at vi har det alle sammen ad helvede til. Så bliver du belønnet for at være et menneske, og så kan vi løfte i flok. Men indtil det er der et pres for at gøre alting rigtigt og være perfekt i chefens øjne. Men han er jo heller ikke perfekt. Det er der ingen, der er. Hans øjne flimrer også af angst, når han skal sove.

Er vi i dag anno 2018 nået til kollektive sammenbrud, som du beskriver?

- Det synes jeg, og så er tiden inde til nogle nye sociale revolutioner, hvor vi skal håndtere de problemstillinger, som den nye tid giver os. Vi skal nytænke, hvis problemer som stress skal til livs, og hvis vi skal bibeholde vores kerne af menneskelighed. Hvorfor har arbejdspladser ikke et kor? Hvorfor kan man ikke tage sine børn med på jobbet? Vi har brug for et rum, hvor vi kan være mennesker.

via Listen To News