Forsvaret vil give ansatte, som har børn under to år, mulighed for at blive fritaget for internationale udsendelser og sejlende tjeneste, der varer længere end 14 dage.
Det skriver Forsvarets Personelkommando i en pressemeddelelse.
- Det sker for at imødekomme medarbejdernes ønske om en højere grad af fleksibilitet i forhold til at få familielivet til at balancere bedre med deltagelse i internationale operationer og sejlende tjeneste.
Forsvarskommandoen fastslår, at der er tale om en mulighed, og at det stadig vil være nødvendigt at tage hensyn til opgaveløsningen.
Derfor kan der være nogle tilfælde, hvor det ikke er muligt at blive fritaget. Det kan være, hvis medarbejderen varetager en særlig funktion og ikke kan erstattes.
Forsvaret vil med det nye initiativ forpligte sig til at afsøge mulighederne for, at en forælder kan blive fritaget.
Initiativet er en del af Forsvarets HR-strategi, som har til hensigt at sikre mere fleksibilitet for Forsvarets ansatte.
I strategien indgår i alt 40 initiativer. De lægger vægt på, at der skal være plads til alle, at Forsvaret skal være en god arbejdsplads hele livet, og at der skal være attraktive karriereveje.
- Forsvaret vil have fokus på at imødekomme de krav og forventninger, som unge mennesker har til en arbejdsplads. Forsvaret vil også gerne fastholde medarbejdere i en seniorkarriere, står der i strategien.
Det har længe været kendt, at Forsvaret har problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Derfor er der sideløbende med, at Danmark opruster på militært isenkram, også blevet kigget på forholdene for soldaterne.
Sidste år valgte politikerne at indføre ret til uddannelse med løn efter et antal år som fastansat sergent eller konstabel.
En lignende ordning blev sparet væk i 2013.
/ritzau/