Finansforbundets formand, Kent Petersen, var netop mødt ind på sit kontor en mandag morgen i oktober sidste år, da han mærkede trætheden. Han slog det hen og gik til møde, hvor han som så mange gange før skulle holde oplæg for en større kreds af mennesker.
Omgivet af sine nærmeste kolleger og medarbejdere mærkede han smerten i brystet og hjertet, der pumpede vildt. ’Hold da kæft, nu får jeg et slagtilfælde,’ nåede han at tænke. Øjeblikke efter faldt han om og holdt op med af trække vejret.
- Folk troede, at jeg var ved at dø, fortæller Kent Petersen.
En ambulance blev tilkaldt og kørte ham i hast til hospitalet. Finansforbundets formand havde fået et stresssammenbrud.
Sommerferien 2017 var ved at gå på hæld, da Majbrit Berlau besluttede sig for at tjekke sine mails. Efter nogle travle måneder med stort arbejdspres havde ferien været tiltrængt for formanden for Dansk Socialrådgiverforening, og nu ville hun have styr på, hvad der ventede, når hun kom tilbage til kontoret.
Men sådan blev ikke. De simple og velkendte klik til mailboksen var umulige at foretage for Majbrit Berlau.
- Hele kroppen skreg og var i totalt alarmberedskab og ville bare ikke ind i det der mailsystem, husker Majbrit Berlau.
Socialrådgivernes markante formand var ramt af stress. Hun blev sygemeldt og var væk fra forbundskontoret i to måneder.
Sygemeldinger har givet nye erfaringer
I dag er begge faglige ledere tilbage på job. De har stadig masser af møder i kalenderen, mobilen er inden for rækkevidde, men ikke så tæt på som tidligere. Både Majbrit Berlau og Kent Petersen har draget erfaringer af deres stress-sygemeldinger og fundet nye måder at tackle det grænseløse arbejde på.
Avisen.dk har talt med Majbrit Berlau og Kent Petersen om at blive en del af stress-statistikken, om pludselig at melde sig ud af et travlt arbejdsliv, om vejen tilbage, og om hvordan de oplever samfundets syn på de tusinder af danskere, der går ned med stress.
- Jeg fik ikke prioriteret mit arbejde. Det styrede mig døgnet rundt og ikke omvendt. Oveni var der nogle strukturer og ikke mindst nogle konflikter omkring mig i organisationen, som jeg ikke fik taget hånd om, hvilket betød frustrationer og mere arbejde for mig, fortæller Majbrit Berlau.
- Jeg arbejdede konstant. Gjorde bare, hvad der stod i kalenderen fra morgen til sen aften. Og på trods af at jeg var ved at tude af udmattelse på vej til arbejde og nogen gange gjorde det, så tog jeg mig sammen og gik smilende ind på kontoret. Jeg sagde til mig selv, at jeg kørte på reservebatterier, men de var i virkeligheden også brugt op. Jeg sagde ikke noget til nogen om, hvor galt det stod til, for jeg havde ikke nogen selverkendelse. Og jeg tænkte, at nu skulle sommeren bare komme. I virkeligheden gik jeg og sagde meget klart til mig selv, at jeg ikke kunne få stress, siger Majbritt Berlau.
Majbrit Berlau har været formand for Dansk Socialrådgiverforening siden 2012. I foråret blev hun valgt til næstformand i den nye organisation, der blev resultatet af fusionen mellem hovedorganisationerne LO og FTF. Hun tiltræder den nye post til januar.
41-årige Berlau blev uddannet socialrådgiver i 2004 og har arbejdet i kommunale kontanthjælpsteams.
For Kent Petersen var der flere advarselstegn om, at noget ikke var, som det skulle være:
- For mig var det mere fysisk stress, end det var mentalt stress. Jeg havde været igennem en lang periode med meget tunge, komplicerede opgaver. Blandt andet overenskomstforhandlinger, drøftelser om LO-FTF-fusionen, et kompliceret landsmøde og store, interne projekter. En operation i sommeren 2017 slog hovedet på sømmet. Jeg manglede søvn og oplevede en meget fysisk reaktion, fortæller Kent Petersen.
Han havde levet et liv, hvor han kunne nøjes med at sove fire-fem timer og så køre på igen. Den gik ikke længere.
- Efter operationen fik jeg ikke restitueret. Jeg havde godt mærket signaler, men jeg tænkte, argh, det her gamle skrog kan godt, det er snart weekend, så kan jeg lige skubbe det foran mig. For mig var det kroppen, der sagde stop. Men i processen med at vende tilbage genkender jeg det, Majbrit siger om strukturerne og den måde, vi arbejder på, for eksempel den idioti med altid at have sin mobil liggende ved siden af sig. Det med altid at være på, altid parat til at tage telefonen. Det er jeg holdt op med, fortæller Kent Petersen.
Kent Petersen har været formand for Finansforbundet siden 2009. Den bankuddannede formand var også næstformand i FTF fra 2009, man han trak sig fra posten efter otte år, fordi hans eget forbund ikke var enig i planen om fusionere med LO.
51-årige Kent Petersen er uddannet i Privatbanken, der i dag er en del af Nordea-koncernen.
I Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs nyeste undersøgelse svarer knap 16 procent af danskerne, at de inden for de seneste 14 dage ofte eller hele tiden har følt sig stressede. Jobbet er den primære årsag.
For socialrådgivernes formand var det en overvindelse at erkende, at hun var én af dem. Faktisk overvejede Majbrit Berlau at give en helt anden forklaring.
- Det var faktisk grænseoverskridende at skulle melde det offentligt ud. Kunne vi ikke bare sige, at jeg har brækket benet, sagde jeg i begyndelsen. Det føltes så individuelt og personligt at blive ramt af stress. Der gik dog ikke lang tid, før jeg selv erkendte, at det er det stik modsatte, og at jeg ville være med til at opretholde tabuet og forståelsen af, at det er et personligt problem at blive ramt af stress. Det er det ikke. Det er et strukturelt, arbejdsmæssigt problem. 100 procent arbejde for mit vedkommende. Den loyalitet er jeg nødt til at udvise over for mine fagfæller, der selv har været der, understreger Majbrit Berlau.
Stress er tabubelagt
Hun mødte ’en stærk og omsorgsfuld reaktion’ fra sine kolleger, da hun tog mod til sig og indviede dem i situationen.
- Ingen havde set det komme. De var meget overraskede, men sagde, at nu skal du passe på dig selv, så klarer vi foreningen. Måske skyldes det, at mange socialrådgivere selv oplever stresslidelser. Der var fuld forståelse for sygemeldingen og total opbakning, da jeg kom tilbage, fortæller Majbrit Berlau.
Kent Petersen er enig i, at stress stadig er en tabubelagt lidelse, men selv behøvede han ikke tage mod til sig for at fortælle kollegerne i forbundshuset om sit sammenbrud. Nogle af dem havde nemlig været øjenvidner til formandens kollaps, der hensatte organisationen lidt i chok. Men hurtigt påtog de nærmeste sig opgaven med at hjælpe ham godt tilbage til hverdagen.
Kent Petersen og Majbrit Berlau er enige i, at stress er en tabubelagt lidelse. Foto: Henny Christensen
Kent Petersen taler om sin store taknemmelighed over den opbakning, han fik. Lige fra de støttende ord til praktisk hjælp med at styre kalenderen og at sige nej til for mange opgaver.
- De troede på mig, da jeg kom tilbage. For eksempel da jeg skulle holde et oplæg og fik et angstanfald. Den der beskyttelse, der pludselig var omkring mig. Det er lige før, at de står med førstehjælpskassen, når jeg nu skal holde oplæg. De er så optagede af, at jeg skal føle mig tryg. Den værste fjende, jeg har haft i forhold til at vende tilbage, er mig selv. Der var de tåbelige tanker om at svigte og ikke være god nok. Men når man dykker ned i det, er jeg jo bare ligesom alle andre, siger Kent Petersen.
Har søgt professionel hjælp
Begge formænd har søgt professionel hjælp til at bearbejde deres stressforløb og til at vende tilbage til hverdagen. De giver ikke andre skylden for, at de endte med at måtte trække stikket. Det var snarere eget forventningspres, der væltede læsset. Med assistance fra psykolog og coach har de fået mere styr på kalenderen, de er blevet bedre til at lægge mobilen væk om aftenen og ikke besvare alle telefonopkald.
Kent Petersen er også begyndt at dyrke yoga og finder roen der. Det giver et åndeligt frirum, fortæller han, for når man arbejder med kroppen, er der fuld fokus på dét og intet andet. Familien minder ham om det, når han får sovet for lidt, og det er tid til at holde fri.
Der må være en grænse for det grænseløse arbejde, har de begge smerteligt erfaret. Løsningen er både at ændre struktur og kultur i hverdagen, mener socialrådgivernes formand.
- Hvis alt ligger på telefonen, bliver du konstant forstyrret af arbejdet derhjemme, hvor du skulle forankre dig i familien og blandt venner. Der er noget kultur i at tillade sig at holde fri, selv om det nemt at arbejde, siger Majbrit Berlau.
I dag blander hun og Kent Petersen sig gerne i stressdebatten i håb om, at deres stemmer og erfaringer kan ruske op i ledere og politikere. Helst ud fra et ’samfundsmæssigt perspektiv,’ pointerer Majbrit Berlau.
- Jeg synes ikke, at det er interessant, hvad der skete med mig, men hvad der sker i vores samfund, hvor så stor en andel af befolkningen oplever stress. På jobbet og helt ned til 8. klasse, siger hun.
- Jeg er enig i, at man ikke altid skal bruge sig selv som eksempel, indskyder Kent Petersen og tilføjer:
- Men der er bare en anden troværdighed, fordi du kan tale om ting, du har prøvet på egen krop, bemærker han.
Hvordan kan samfundet blive ved med at bruge enorme summer på at håndtere stress som følge af, at store befolkningsgruppers velbefindende er radikalt dalende, spørger Majbrit Berlau.
- Vi har et arbejdsmarked, hvor vi taber produktion og effektivitet på grund af stress. Hvorfor er der ikke en ledelse, der siger, at vi er nødt til at gøre noget. Her peger jeg både på Christiansborg og på arbejdsmarkedets parter, siger Majbrit Berlau.
Ikke kun Christiansborg og arbejdsgivernes ansvar
Men det er ikke kun en sag for Christiansborg og arbejdsgiverne, tilføjer Kent Petersen.
- Vi er også nødt til at se på den måde, vi lever på. Løsningen er så nuanceret, at man ikke bare kan sige, at det er nogle ledelser, der skal træffe nogle beslutninger. Det handler også om alt det materialistiske. Så længe du vælger at knokle røven ud af bukserne, så du kan have to biler i familien, får du ikke løst problemet, siger han.
Men hvis strukturen og kulturen på en arbejdsplads skal ændres, er det ikke noget, den enkelte kan klare, fastholder Majbrit Berlau. Det er for simpelt at give ’10 gode råd til et stressfrit liv.’
- Hvis man møder ind til en chef, som ikke har forståelse for, at arbejdsmængden kan blive for stor, eller man konstant lever med uforudsete forandringer, så stresser det, uanset hvor meget yoga man dyrker. Meget af den ledelse, vi er udsat for i Danmark, peger opad i systemet. Vi skal have vendt båden og dygtiggjort lederne i at identificere, hvilke mennesker, de arbejder sammen med. Hvad motiverer den enkelte? Gentagelser eller vilde opgaver en gang imellem? Det handler om at skabe de bedste forudsætninger, understreger hun.
Kent Petersen nikker.
- Men tag min branche, hvor du har en direktion, der godt vil arbejde med stress, og en bestyrelse oven over, der siger, at det forholder vi os ikke til, for vi skal sikre os tilstrækkelig udbytte af vores investeringer. Det vil sige, at du på den ene side får sat rammer for arbejdet med stress og trivsel, og på den anden side går du i gang med at skære i omkostningerne. Skal vi finde en løsning, er vi nødt til at tænke i sammenhængende strategier, siger Kent Petersen.