Det er ikke bare kronprins Frederik, der kan lade sig hylde i dag. Også vært på TV Avisen på DR1 og royal vært, Kåre Quist, har fødselsdag lørdag.
Den kendte tv-vært fylder 47 år, og det blev bemærket, da han under dagens live-transmission fra Amalienborg, blev ønsket tillykke fra danskere, som i første omgang var mødt op for at hylde den 50-årige kronprins fra balkonen.
Kåre Quists to medværter i studiet, Stephanie Surruge og Mads Steffensen, gjorde nemlig de forbipasserende opmærksom på, at det ikke bare er Danmarks kommende konge, der har fødselsdag i dag.
- Skal I ikke ønske Kåre tillykke, råbte Mads Steffensen ud til publikum, hvilket blev kvitteret med et ”tillykke” den anden vej.
Det bliver dog ikke tid til meget fejring for DR-værten, der hele dagen vil være travlt optaget med dækningen af kronprins Frederiks fødselsdag.
- Det bliver en stor oplevelse, men det bliver også meget travlt og intenst. Jeg når at lave næsten otte timers TV på dagen – alt sammen for at fejre at kronprins Frederik runder de 50, har Kåre Quist fortalt til Billed-Bladet.