Da sangerinden Tina Dickow i april sidste år uploadede et billede af sin gravide mave på sin Facebook-side, var det en stor overraskelse for fans og medier, der ikke havde gættet, at hun ventede sig.
Nu overrasker sangerinden igen - hun venter nemlig en lille ny kun knap et år efter hun fødte sit første barn.
- Jeg ka' nok ikke helt skjule det, når vi ses, så lad mig hellere fortælle det nu, mine kære venner: Jeps, vi udvider familie-bandet igen - instrument endnu ukendt, skriver sangerinden på sin Facebook-side, hvor lykønskningerne fra de mange fans allerede strømmer ind.
Da hun offentliggjorde sin første graviditet var det med en sjov bemærkning om, at hun "længe havde ledt efter en banjospiller".
Graviditeten betyder dog ikke, at sangerinden vil skære ned på sit travle sommerprogram eller at hun ikke vil give sig fuldt ud til koncerterne, lover hun.
- Men tro nu ikke, det lægger en dæmper på min sommerfest - der skal danses for TO!, skriver hun.
Tina Dickow har i august måned ikke færre end otte koncerter i Danmark på programmet.
Sangerinden bor til dagligt på Island med kæresten Helgi Jonsson, der også er far til den førstefødte, Emil, og den lille nye baby. Hvornår sangerinden skal nedkomme, oplyser hun ikke.
/newspaq/