Regnbueparret Silas Holst og Johannes Nymark blev i december skilt fra hinanden. Ikke mange måneder senere kunne de begge fortælle, at de havde fået nye kærester. Det skriver Se og Hør.
Men selv om de to mænds kærlighedsbånd længe har været brudt, bor de fortsat under samme tag. De har sammen datteren Maggie My på tre år og Bob Jones på ét år. Børn, som de har fået sammen med Silas Holsts veninde Louise Mahnkopf, som også bor på samme adresse.
Til Se og Hør sætter 32-årige Johannes Nymark ord på den nye situation.
– Vi er ved at finde ud af, hvad der er den rigtige løsning for os. Vores familiekonstellation er så utraditionel, at vi ikke bare kan kigge over til naboen og se, hvad de gjorde. Så det er en langsom proces, siger Johannes Nymark.
Blot en måned efter bruddet kunne Johannes Nymark fortælle, at han havde fundet sammen med nordmanden Jonas Løvik, og i sidste måned var det Silas Holsts tur til at offentliggøre forholdet til 32-årige Nicolai Schwartz.