Den tidligere FC Midtjylland-spiller Ken Ilsø har fået alle detaljer på plads, og offensivspilleren har onsdag skrevet under på en toårig kontrakt med Bochum, der optræder i den næstbedste tyske fodboldrække.
Ken Ilsø var transferfri efter perioden hos Fortuna Düsseldorf, så danskeren kunne kvit og frit skifte til 2. Bundesliga-klubben, hvor FC Vestsjælland-backen Michael Lumb spillede i foråret.
- Jeg glæder mig meget over, at skiftet er faldet på plads. Da jeg hørte om Bochums interesse, havde jeg med det samme en god fornemmelse.
- Klubben har en stor historie, er godt organiseret og har ambitiøse mål, siger Ilsø til klubbens hjemmeside.
26-årige Ilsø har fået trøje nummer 12, og han har forsøgt at holde formen ved lige, selv om han har været klubløs.
- De første indtryk fik jeg efter en telefonsamtale. Og jeg har også snakket med Michael Lumb, der fortalte, at jeg uden tvivl skulle tage til Bochum.
Bochums sportschef, Christian Hochstätter, er tilfreds med tilgangen, som, han vurderer, vil styrke holdet.
- Vi er meget lykkelige over, at Ken Ilsø trods andre tilbud besluttede sig for at skifte til vores klub. Han har allerede bevist sine kvaliteter i både 1. og 2. Bundesligaen.
- Med ham udvider vi vores muligheder i angrebsspillet, siger sportschef Christian Hochstätter.
Også cheftræner Peter Neururer er glad for at få en forstærkning til angrebet.
- Ken kan hjælpe os med det samme. Han er en teknisk stærk spiller, der føler sig bedst tilpas som hængende angriber.
- Han har en udmærket højrefod, men søger også gerne afslutningen med venstre, siger Neururer.
/ritzau/