Hjemve
Instr. Lone Scherfig

Jeg håber virkelig, at rygtet om, at de medvirkende havde det sjovt under optagelserne, er sandt. For så har komedien Hjemve’ da engang fået nogle til at grine.

Personligt fik jeg mest ondt i maven af det, man kan kalde filmofobi. Altså, følelsen af at være tvunget til at se en film, som keder én så grufuldt, at man må motivere al sin pli for ikke at spæne ud af mørket.

Og dét på trods af, at de arme skuespillere gjorde deres ypperste for at tvinge lidt drama ind i Niels Hausgaard og Lone Scherfigs mangel på manuskript.

Som i den populære dogmefilm Italiensk for begyndere’ er Scherfig atter på eksperimenterende grund, denne gang i en fynsk provinsby (hvor alle sjovt nok taler enten jysk eller københavnsk!), hvis borgere er voldsomt pikeret over, at en nøgen mand tilsyneladende er løbet nøgen rundt på torvet.

Det er selve filmens spinkle idé, og herfra har de medvirkende improviseret sig frem, blandt andet Peter Gantzler, Lars Kaalund og Ann Eleonora Jørgensen, der som bekendt også bar på de mest markante roller i Italiensk for begyndere’.

Mislykket eksperiment

I modsætning til instruktørens gennembrudsfilm bliver deres karakterer dog aldrig andet end karikaturer på henholdsvis en storsvovlende landsbytosse, en vandkæmmet apoteker og en nervøs jomfru, hvis indre ild har sendt hende på flugt fra en kristen sekt. De lærer hinanden (og en håndfuld andre bipersoner) at kende på hjælpelinien Det tavse øre’, hvor de hver især besvarer telefonopkald fra byens perplekse befolkning.

Her er det så meningen, at vi skal være interesserede i, og allerhelst grine af, de mange bi/hovedrollers personlige baggrund, indbyrdes forhold og individuelle udvikling. Måske endda være spændt på, hvem den nøgne mand dog er. Dertil er Hjemve’ alt for forudsigelig.

Ud over Mia Lyhnes urkomiske talent er parodien også flad som daggammel Ramlösa med citrus, og forsøget på at nå ind under klicheerne om bornerte småby-borgere og selvophøjende provinskunstnere og mangel på sammenhængskraft i kommunen og alt det som Hausgaard og Scherfig gerne vil sige noget begavet om, flimrer væk som dug på en dag med varm luft.

Måske er ironien bare for intelligent til, at jeg fangede den. Måske er Hjemve’ blot et mislykket eksperiment, der ikke engang kan forklare sin egen titel.

Det skulle være så sjovt, men så falder joken i stedet på filmbranchens p.t. mest aparte filmpar, og især det filminstitut (og dermed os skatteborgere), der smed seks millioner kroner efter et manuskript uden ord.

Kunne de ikke se, hvem der ikke havde tøj på?