Med et fysisk handicap kan det være svært at søge arbejde, når der skal tages visse hensyn til ens helbred og behov.
En af dem, der står i situationen, er 39-årige Katrine Porsmose, der til daglig bor i udkanten af Odense med sin mand og to børn på 7 og 14.
I 2006 blev hun påkørt af en bil og har siden levet med et generende piskesmæld og kognitive følgevirkninger. Derudover har hun også underlivssygdommen endometriose, som betød, at hun måtte gennemgå en større operation i underlivet i 2015.
En ny undersøgelse udarbejdet af Ulykkespatientforeningen viser, at flere borgere med fysiske handicap - med mén efter en ulykke, har haft problemer med beskæftigelse i flere grader.
Knap halvdelen af de 287 adspurgte ulykkespatienter har meldt fra til et arrangement på jobbet på grund af ringe tilgængelighed som for eksempel, når det er svært at komme op ad trin, nå en hylde eller bukke sig efter noget.
En fjerdedel har haft problemer med de fysiske omstændigheder på selve arbejdspladsen, og en femtedel oplever turen til og fra arbejde som svær.
Katrine Porsmose har stået i alle tre situationer:
- Det er svært, når man gerne vil gøre det, som alle de andre kan. Og det har været svært at nå til erkendelse af og sige højt, at det kan jeg bare ikke, fortæller hun.
En arbejdsidentitet
Siden ulykken har det har for Katrine Porsmose betydet et ustabilt arbejdsliv, med adskillige sygemeldinger, og hvor hun gradvist har måtte gå ned i timer for at få dagene til at hænge sammen.
Og hun fortæller, hvordan det har taget flere år at erkende, at hun ikke kan arbejde som før ulykken.
- Jeg havde længe forsøgt alt i forhold til at arbejde og nok også for længe. Men jeg havde samtidigt været interesseret i at forsøge alt, for jeg kan rigtig godt lide at gå på arbejde. Jeg har en kæmpe arbejdsidentitet. Der er ingen tvivl om, at mine børn og mit arbejde er grunden til, at jeg ikke har fået en depression, siger hun.
Katrine Porsmose har selv arbejdet mange år som socialrådgiver og projektleder, og med særligt fokus på mennesker med problemer udover ledighed, samt børn og unge med problemer. I 2016 blev hun fuldtidssygemeldt.
Siden da har hun været i to arbejdsprøvninger for at få afklaret sin situation.
Det betød cirka tre timers arbejde, tre gange om ugen.
Sociale tømmermænd
Særlige begrænsninger i arbejdsøjemed har Katrine Porsmose dog døjet med. Når man ikke lige kan nå bogen på øverste hylde på grund af svimmelhed og smerter, eller når man går lidt langsommere end sine kolleger, kan man hurtigt blive irriteret på sig selv, fortæller hun.
- Jeg har draget mange erfaringer med årene, men alligevel kan jeg da blive irriteret, når jeg er igang med et stykke arbejde og så ikke lige kan tage den øverste hylde med.
Samtidigt fortæller hun om en hverdag, der kræver ekstrem planlægning, særligt hvis hun skal til et arrangement med kollegerne. Det handler om lige fra, hvilket tøj hun kan have på til medicinen og varmepuder, der skal med i tasken.
- Hvis jeg skal til et arrangement om aftenen for eksempel, så må jeg helst ikke have været på arbejde om dagen. Og på samme måde så kan jeg ikke have planer dagen efter. Så på den måde er der mange ting, der skal gå op. Jeg får ikke almindelige tømmermænd, da jeg ikke drikker alkohol, men jeg får sociale tømmermænd, siger Katrine Porsmose.
Udover at hun har brug for særlige hensyn og planlægning på arbejdet, spiller hendes arbejdes geografiske placering også en stor rolle.
- Min ryg kan ikke holde til for lang transporttid, jeg kan ikke køre i bil så langt. Jeg har også fået tilkendt handicapkort, og det er jeg meget glad, for før i tiden måtte jeg køre igen, hvis jeg ikke kunne parkere tæt nok på butikker, siger hun.
Hårdt arbejde går ud over familien
Katrine Porsmose går og venter på at blive kaldt til møde med rehabiliteringsteamet, der skal afklare, om hun skal på førtidspension, i ressourceforløb eller fleksjob.
Allerhelst vil hun finde et minifleksjob, for hun kan ikke klare tanken om at skulle på førtidspension og være hjemme resten af livet. Selvom hun kun kan arbejde beskedne 7-9 timer om ugen.
- Det betyder meget mere, end man tror, at have kolleger. Og også for mine børn - min 7-årige søn spørger, om han må besøge mit arbejde for eksempel. Jeg vil være andet, end en der fejler noget, for jeg har en masse ressourcer og kvaliteter, jeg gerne vil have bliver brugt, fortæller Katrine Porsmose.