- Det er ikke ualmindeligt, at en ulykkespatient føler sig dårligt behandlet af kommunen og ligefrem får forværret sine symptomer af at skulle møde fysisk op til kontrol. Sådan oplevede jeg selv sagsbehandlingen, efter jeg pludseligt blev ulykkespatient.

Sådan indleder journalisten Paula Larrain, der tidligere er kendt som vært fra TV-Avisen på DR1, sit indlæg i UlykkesPatientForeningens medlemsblad Livtag, der udkommer til september.

Det kommer af en ny undersøgelse, som foreningen har lavet blandt 259 medlemmer, der har fået fysiske handicap efter en ulykke. 

En fjerdedel af de adspurgte handicappede borgere mener, at fysiske møder med det offentlige forværrer deres symptomer. Og det kan Paula Larrain selv nikke genkendende til.

Læs også:

I klemme på jobbet: Handicappede må melde fra til sociale aktiviteter

Pressede mig selv - igen og igen

Hun blev ansat på Ekstra Bladets tv-redaktion i 2015, men i december samme år blev en kort uopmærksomhed til et sandt mareridt for journalisten. Hun løb med panden først ind i et hæve-sænkebord, der var blevet sat på højkant og fik konstateret hjernerystelse.

Udover at hun døjede med hovedpine i mere end et år efter ulykken, var hun generelt meget svimmel og følsom overfor lyd. Hun fik det værre for hver dag, der gik, men andre kunne ikke se hendes symptomer, forklarer hun i indlægget: 

- Jeg kunne godt gå rundt, tale kort i telefonen, grine, tænke, skrive opdateringer på Facebook gennem den lille skærm på min telefon, og det gav udenforstående indtrykket af, at jeg var ok. Derfor pressede jeg mig selv. Igen og igen. For det skulle jo ikke hedde sig, at jeg pjækkede.

Læs også:

Katrine kæmper for fleksjob efter ulykke: Kan ikke undvære kolleger

I virkeligheden kunne hun ikke sidde foran sin computer, uden det hele snurrede, og hun fik lyst til at kaste op. 

Meget mistillid 

Paula Larrain fortæller i indlægget om sit møde med kommunen, om hvordan hvert et skemalagt møde med sagsbehandlere stressede hende flere dage i forvejen og flere dage efter, og om hvordan hun følte sig konstant kontrolleret.

- Jeg havde på ingen måde brug for at samtale med kommunen om min ulykke. Det var kommunen, der havde brug for at kontrollere mig. Det er sådan set ok, at man sikrer sig, at vores offentlige midler ikke bliver misbrugt af borgerne, men hvorfor skal denne mistillid være automatisk styrende for forholdet mellem alle borgere og kommunen?, skriver hun. 

Fysiske møder med kommunen forværrede hendes symptomer, og hun fik derfor overtalt sin sagsbehandler til, at samtaler foregik telefonisk.

Læs også:

Tørre tæsk til kommuner: Folk i ulykker føler sig elendigt behandlet

Paula Larrain havde samtidigt fået konstateret både hjernerystelse og whiplash. Derudover samsynsforstyrrelser, lyd- og lysfølsomhed.

Til møde for arbejdsgiverens skyld

- Det var til et informationsmøde, hvor en kommunalt ansat frejdigt gennemgik alle paragraffer slavisk fra ende til anden på powerpoint, skriver hun om et møde, hvor fysisk tilstedeværelse var påkrævet. 

Og det blev nok for hende.

Udover at få det værre af at være til stede, fandt hun det samtidigt irrelevant at få læst paragraffer op, hvor blot en enkelt af dem havde relevans for hendes situation. Desuden havde hun fået paragrafferne tilsendt på brev og gennemlæst dem på forhånd.

Men Paula Larrain måtte bide det i sig og blive til mødet, for at kommunen ikke trak hendes arbejde i refusion.

Læs også:

Sygeplejersken Camilla i kørestol efter arbejdsulykke: Patient rev hende med i fald

- Jeg blev ærlig talt rasende. Mit hoved var ved at eksplodere af smerte, men hvis jeg rejste mig op og gik, som jeg nok burde have gjort af helbredsmæssige grunde, ville kommunen standse refusionen til min arbejdsgiver. Og derfor blev jeg. For arbejdsgiverens skyld.

- Kan det virkelig være meningen, at kommunerne på den måde skal gøre sygemeldte dårligere?, spørger hun derfor.

Trods at der er stillet større krav til kommunerne fra politisk hold, så mener Paula Larrain, at kommunerne selv må tage ansvar for deres behandling.

- Som minimum bør respekten for borgerens individuelle situation gå forrest. Derfor skal ikke alle have nøjagtig samme behandling.

Lyngby-Taarbæk Kommune, som Paula Larrain bor i, ønsker ikke at udtale sig om personsager, og derfor heller ikke i denne sammenhæng, skriver kommunen i en mail til Avisen.dk.  

Læs også:

Frygter afslag fra chefen: Udelader oplysning i jobansøgninger