For nogle uger siden var der i den danske skoledebat voldsomt røre over, at man i Sverige ville tillade karaktergivning til førsteklasseelever.

Dette var for nogle en mulighed for at tale for, at det samme kunne indføres i Danmark, mens andre straks fordømte den svenske politik. Alt dette er der selvfølgelig ikke noget overraskende ved, men det kan undre, at mange af de mennesker, der har været med til at gennemføre de obligatoriske elevplaner, var så meget imod den svenske lov.

Det samme

Selvsamme personer (læs politikere) fremhæver nemlig eksempler på elevplaner, der ikke er egentlig forskellige fra et karakterark.

Man tager udgangspunkt i trinmålene og afkrydser så i et skema eller på intranet, så man har en rangordning af færdigheder (lugter lidt af ug, mg og så videre).

Ønsker man at genindføre karakterer, men frygter man folks reaktioner på en sådan udmelding, eller tør man bare ikke kræve mere af udarbejdelsen af planerne, fordi man så ikke længere kan kræve arbejdet udført i lærernes allerede afsatte forberedelsestid?

Test og tvang

Ligegyldigt hvad underminerer man vel egne intentioner. Så hele plandelen er lagt i baggrunden, hvilket måske er meget heldigt for de førnævnte personer. For ville deres tanker om planerne (www.uvm.dk/06/documents/elevplan.pdf) kunne genmemføres i den dagens folkeskole? Ville man kunne komme helskindet gennem en sådan debat?

Det ville være interessant at høre, hvordan man mener de seneste års skolepolitik/pædagogik passer sammen med skolernes klientel, som jo er børn. Ansvar for egen læring, inddragelse i planlægning af læringstiltag, uddannelsesplanlægning og udvikling af egen person.

Alt dette er en arbejdsmarkedspædagogik – altså voksenpædagogik presset ind i et miljø bestående af børn og unge, hvis kognitive og emotionelle kompetencer er på andre udviklingstrin. Hvorfor er der ingen, der stiller spørgsmål til det, i stedet for den evindelige snak om test og tvang?