De ansatte i lufthavnen Palma de Mallorca på turistmagneten Mallorca er ifølge den britiske avis The Sun rasende over et mylder af kakerlakker, lopper og myg.
Det skriver Ekstra Bladet.
I en samlet udtalelse kalder de 300-400 ansatte det "en insektpest i det 21. århundrede".
Personalet væmmes ved de mange kryb, og siger, at der ikke bliver gjort noget ved problemet på trods af, at de har klaget til både lufthavnsmyndighederne i Spanien og til Sundhedsstyrelsen på øgruppen Balearerne, som Mallorca er en del af.
De ansatte fortæller at de bliver bidt af insekterne og ofte må søge lægehjælp.
The Sun skriver, at det angiveligt er manglende rengøring og en stigende transport af blandt andet hunde og katte, som er årsag til problemet.
De spanske luftfartsmyndigheder har bekræftet problemet og oplyser, at lufthavnen er blevet undersøgt, og at der er blevet gjort rent. Samtidig vil der blive foretaget forebyggende foranstaltninger.