Fredag morgen blev en mand og en hund overfaldet af en løsgående kamphund i Tranbjerg, og overfaldet har skræmt beboerne i den boligforening, hvor hundens ejere bor. Ifølge Nyhedsavisens oplysninger tilhører hunden en familie, der består af en enlig kvinde med fem børn. Familien er tidligere blevet smidt ud af Brabrand Boligforening på grund af, at en af sønnerne er dømt for vold, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at familien risikerer igen at blive smidt ud.
»Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, hvem der ejer den pågældende hund, men hvis det viser sig, at det er en af vores lejere, kan vi give en advarsel,« siger Claus Poulsen, forretningsfører i Al2bolig, som afdelingen i Tranbjerg hører under.
Claus Poulsen understreger, at en udsmidning kun kan komme på tale, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.
Mens Al2boligs forretningsfører bekræfter, at der er kommet en anmeldelse af overfaldet, kender hverken afdelingsformanden eller varmemesteren til sagen.
»Jeg har ikke hørt om sagen, og jeg har ikke kendskab til, at der er nogen, der har sådan en hund,« siger afdelingens bestyrelsesformand Bent Henriksen.