Thomas Kahlenberg var den største overraskelse, da landstræner Morten Olsens onsdag udtog størstedelen af sin trup til EM i fodbold.
Kahlenberg har ikke været med i det meste af kvalifikationen til EM, men efter forårets lejeperiode i Evian, har Wolfsburg-spilleren genfundet sit gamle niveau.
- Han har spillet de sidste mange kampe, og vi har set dem alle sammen. Kahlenberg er ikke hurtig, men han er hurtigt tænkende. Han kan blive en god brik under EM, siger Morten Olsen.
Olsen valgte kun at udtage 20 af de 23 spillere, som han tager med til Polen og Ukraine.
Landstræneren har helt frem til den 29. maj, før han skal aflevere en komplet EM-trup til det europæiske fodboldforbund, Uefa. Landstræneren regner dog med at udfylde de sidste pladser inden da.
Foreløbig har Morten Olsen blot udtaget to målmand, nemlig Thomas Sørensen og Stephan Andersen, mens Manchester Uniteds Anders Lindegaard må acceptere, at han ikke er med endnu.
Lindegaard får dog lov til at træne med i de kommende dage - det samme gør Groningens angriber Nicklas Pedersen og Hoffenheims midterforsvarer Jannik Vestergaard.
De første EM-spillere samles allerede på torsdag i Helsingør for at forberede sig til slutrunden, hvor Danmark møder Holland, Portugal og Tyskland i det indledende gruppespil.
Efter to forberedelseskampe mod Brasilien og Australien rejser landsholdet af sted til EM den 4. juni.
Truppen ser ud som følger:
Målmænd: Thomas Sørensen, Stephan Andersen
Forsvar: Lars Jacobsen, Michael Silberbauer, Simon Busk Poulsen, Daniel Wass
Simon Kjær, Daniel Agger, Andreas Bjelland
Midtbane: William Kvist, Christian Poulsen, Niki Zimling, Jakob Poulsen, Lasse Schöne, Christian Eriksen, Dennis Rommedahl, Tobias Mikkelsen, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg
Angreb: Nicklas Bendtner