Guds udvalgte mod Satans yngel. De autonome over for politiet. Frisind versus juristeri. På Nørrebros skarpe fronter var det helt rørende at se, hvordan betjente onsdag overrakte de sidste murbrokker fra Ground Zero til Ungdomshusets tilhængere. Der var nærmest knus i luften, tegn på varme og forår.

Men allerede samme nat, præcis klokken 04.11, på samme geografiske stridsplet var der en opblødning på vej i det silende regnvejr. Jeg stod sammen med min gamle ven fra Jylland, der få timer før havde stået vagt i fuld kampmundering – som tilkaldt politibetjent.

»Det er i grunden en skam, at et så historisk hus nu er væk,« siger han med oprigtig ærgrelse i århus-dialekten.

»Det er der mange af mine kollegaer, der synes.«

Jeg og den civilklædte betjent er helt alene om at nikke farvel til ungdomsoprørets sidste bastion, men så dukker der pludselig en langhåret hippie-type op på sin Christiania-cykel. Og så en gammel punker. Og så en ældre sludrebøtte. Der er gratis gravøl i cykelvognen, så vi skåler og fortæller anekdoter fra ugen, der gik. Pludselig spørger hippien:

»Hey, I er da ikke fra politiet, vel?«

»Nej, da,« svarer den ældre sludrebøtte og klapper min politi-ven på skulderen.

»Tror du ikke, jeg kan genkende en strisser, når jeg ser en?«

Lidt senere, lidt længere oppe ad Nørrebrogade, møder min ven et par kollegaer. Dagen før havde de haft godt fat i en aktivist, en veganer i politislang, som var kravlet halvt ind i en hæk. Han havde skidt i bukserne af bare spænding, så de lod ham smutte hjem. Jo, kampen er blødt op. Og som betjentene bliver enige om:

»Veganere er sgu nemmere at have med at gøre end en sekt, der tror de er udvalgt af Gud.«