Nogle gange er forventningens glæde den største. Så nu bidrager avisen.dk med stor lykke til jyder og fynboer gennem de næste fem år, indtil en ny elforbindelse mellem Norge og Danmark formentlig er blevet bygget.
Forbindelsen vil sende billig strøm fra norsk vand til især Fyn og Jylland og omvendt sende dansk overskudsenergi fra vindmøller af sted til Norge.
På den måde kommer der større konkurrence på markedet og dermed lavere priser, lyder det fra Energinet.dk, som vil eje det nye elkabel sammen med norske Statnett.
Det offentligt ejede Energinet.dk vil dog ikke sætte kroner og øre på, hvor meget vestdanskerne kommer til at spare på elregningen.
"Vi vil ikke fortælle om de foreløbige beregninger, for ikke engang vores bestyrelse har set dem endnu. Men vi mener selvfølgelig, det er en rigtig god idé,” lyder det fra kommunikationsdirektør Hans Mogensen.
Det er kun jyder og fynboer, som får glæde af den nye forbindelse, fordi der ikke eksisterer en elforbindelse under Storebælt. Sjælland og øerne er i stedet forbundet med Sverige.
Energinet.dk og Statnett har indgået en principaftale om at supplere fire eksisterende forbindelser mellem Danmark og Norge med en femte til en pris af næsten to milliarder kroner.
Aftalen skal nu godkendes i bestyrelserne og siden af myndighederne, hvilket i Danmark vil sige transport- og energiminister Flemming Hansen (K).
Ifølge Hans Mogensen kan forbindelsen tidligst tages i brug i 2012.